Årets første studenter er netop sprunget ud på Tradium. De drømmer både om sabbatår, fuldtidsjob samt mere uddannelse.
På Tradium HTX er det en tradition, at de første studenter hejser flaget foran skolen. Det gik dog ikke helt nemt, da flaget fik viklet sig en smule fast. Heldigvis var det forinden gået rigtigt godt for de første studenter, der havde været til en gruppeeksamen i deres teknikfag.
»Jeg har lige været op til min sidste eksamen på HTX, i byggeri og arkitektur. Jeg fik 10, så det er jeg mega glad for,« fortæller Jasmin Aliyah Winchester, der havde været til eksamen sammen med Daniel Sefeld Skovsted og Victor Gjesing Jensen.
Fælles for dem alle er, at det de vil huske bedst fra HTX, er sammenholdet de har haft i klassen. Men fordi Tradium HTX er en mindre skole, så har de også oplevet at alle snakker sammen på tværs af klasser og årgange.
Alle tre er de også enige om, at de nu vil holde et sabbatår og finde et arbejde, inden de skal læse videre. Men hvor Daniel og Victor endnu ikke helt ved hvad de vil læse, så er Jasmin en smule mere afklaret.
»Jeg vil gerne på arkitektskolen, men jeg ved ikke helt om mit snit er nok. Er det ikke det, så er der jo også stadig kvote 2,« fortæller Jasmin, som til at starte med skal fejre, at hun nu har fået studentereksamen i hus.
Studenterhuer til fremtiden
På Tradium HHX var de første studenter også klar til at hejse flaget mandag morgen. Her var det Cille Schiønning, der har gået på linjen Global Studies og Peter Lundsted Poulsen, der gik på linjen Global Marketing, som var de første studenter på handelsgymnasiet.
Begge studenter blev færdige på næsten samme tid, efter at have været oppe i samme fag og kunne derfor hejse flaget foran HHX sammen. Begge deres studieretninger har også haft fokus på et globalt udsyn, ved at gøre studenterne klar til en verden, hvor internationalt samarbejde og handel, fylder mere og mere.
Dette var også en af årsagerne til, at Cille valgte uddannelsen, da hun gerne vil være god til engelsk og have fokus på forretning.
»Jeg valgte Tradium HHX, fordi skolen havde meget at tilbyde i forhold til, hvad jeg forestiller mig at arbejde med i fremtiden. De havde blandt andet linjen Global Studies, hvor der undervises på engelsk. Det passer mig rigtigt godt, så jeg kan vedligeholde det engelske, jeg lærte, da jeg boede i USA,« fortalte Cille.
Faglært og student på samme tid
Studenter der er klar til fremtiden, findes dog ikke kun på HHX og HTX. For EUX-studenterne kommer ikke blot ud med en studentereksamen, der får også et svendebrev med sig.
Det kan de opnå på EUX Business, hvor eleverne supplerer en faglært uddannelse indenfor eksempelvis handel eller kontor, med gymnasiale fag, der gør dem klar til at søge optagelse på forskellige videregående uddannelser. Men også inden for de mere tekniske erhvervsfag er dette en mulighed.
Det havde EUX-elever fra tømrer, murer og elektrikeruddannelserne også for øje, da de i fredags var til deres sidste gymnasiale eksamener og dermed kunne få deres huer på.
»Lige nu glæder jeg mig bare til at blive helt færdig, både med gymnasiedelen og til at få mit svendebrev. Derefter vil jeg gerne ud at arbejde nogle år og så må vi se, om jeg tager mere uddannelse i fremtiden,« fortalte tømrereleven Jeppe, der med en EUX-eksamen blandt andet kan læse til bygningskonstruktør og arkitekt.