Østjyllands Politi vil ikke afvise, at det kørselsforbud som den sigtede 56-årige havde, kan blive en del af sagen, når den på et tidspunkt kommer for retten.
»Det er korrekt, at det nævnte kørselsforbud ikke er juridisk gældende, men det kan ikke udelukkes, at det alligevel vil indgå i den samlede vurdering af sagen, når denne en dag skal vurderes juridisk,« oplyser kommunikationsrådgiver Emil Enemark Sørensen fra Østjyllands Politi.
Samtidig siger han, at det på nuværende tidspunkt er for tidligt for politiet at sige nærmere om sagen, da der foreligger en omfattende efterforskning.
»Derfor har vi i øjeblikket heller ikke yderligere kommentarer eller oplysninger,« siger Emil Enemark Sørensen.
Flere medier har givet udtryk for, at kørselsforbuddet ikke vil have konsekvenser for bilisten, med henvisning til at forbuddet ikke er juridisk gældende. Der kan være andre paragraffer som gør sig gældende i den aktuelle sag, som kan være medvirkende til, at den pågældende bilist alligevel kan straffes.