10.2 C
Randers
onsdag, december 25, 2024

Kom til borgermøde om Ringboulevardens forlængelse

Tirsdag den 7. juni 2022 inviterer Randers Kommune til borgermøde i forbindelse med fordebatten om Ringboulevardens forlængelse. Borgermødet finder sted i Dronningborg Hallen, og alle er velkomne.

Fordebatten om Ringboulevardens forlængelse er i fuld gang, og tirsdag den 7. juni 2022 har alle mulighed for at få et større indblik i projektet. Her er der nemlig borgermøde, hvor forvaltningen vil informere om planerne og baggrunden for dem, ligesom det vil være muligt at stille spørgsmål. Borgermødet foregår i Dronningborg Hallen fra kl. 19.00-21.00.

Fordebatten om Ringboulevardens forlængelse har været i gang siden den 10. maj, og borgermødet er arrangeret for at borgere og virksomheder kan blive godt informeret og få svar på opklarende spørgsmål inden høringsfristen den 14. juni 2022, således der er de bedst forudsætninger for at afgive gode høringssvar.

Læs mere om fordebatten og afgiv høringssvar

Debat om to forslag til placeringer af vejen

Den fysiske planlægning af en forlængelse af Ringboulevarden har været i gang siden marts 2021. Konkret drejer det sig om placeringen af det knap tre kilometer lange vejstykke, der skal forbinde Ringboulevarden med Udbyhøjvej.

Der har tidligere været fordebat om et forslag til linjeføring, der passerede eksisterende boligområder med afstand. Men det forslag har vist sig at have en væsentlig påvirkning på et yngle-og rasteområde for flagermus, hvorfor en realisering ville være i strid med lovgivningen.

Siden er en række nye forslag til placeringer kommet i spil. Og byrådet har på mødet den 25. april 2022 besluttet, at der skal arbejdes videre med to linjeføringer – nemlig alternativ 2 og alternativ 6 – og at disse sendes i fordebat.

I forlængelse af fordebatten skal byrådet beslutte, hvilken linjeføring der skal arbejde videre med. Vælges en helt anden linjeføring skal der laves endnu en fordebat. Når byrådet har besluttet en linjeføring vil forvaltningen udarbejde forslag til kommuneplantillæg, forslag til lokalplan og miljøvurdering. Planforslagene kommer ligeledes i offentlig høring, inden byrådet skal tage endelig stilling til placering og etablering af vejen.

— FAKTA —

Forlængelsen af Ringboulevarden er et af de højst prioriterede projekter i Randers Kommunes langsigtede plan for infrastrukturen, som byrådet vedtog sidste år. Formålet med vejen er at give en bedre trafikbetjening af den nordøstlige del af Randers ved bl.a. at aflaste Dronningborg Boulevard og Udbyhøjvej.

Det skønnes, at vejen vil kunne komme til at bære en trafik i størrelsesordenen 5.000 køretøjer pr. døgn. Vejen skal desuden muliggøre betjening af eksisterende og fremtidige byvækstområder i det nordøstlige Randers. Forvaltningen vurderer, at forlængelsen af Ringboulevarden vil koste hhv. ca 62 millioner kroner (alternativ 2) eller 78 millioner kroner (alternativ 6).

Relaterede artikler

Nyeste artikler