5.3 C
Randers
tirsdag, april 23, 2024

Konservative i Randers beklager Christina Kjærsgaards beslutning om at forlade partiet

Det Konservative Folkeparti i Randers har mandag aften modtaget en udmeldelse fra byrådsmedlem Christina Kjærsgaard, der har repræsenteret partiet i Randers byråd siden januar 2021, og som blev genvalgt til en ny periode ved kommunalvalget den 16. november.

»Vi er kede af, at Christina Kjærsgaard har valgt at melde sig ud af Det Konservative Folkeparti. Christina har fået et flot personligt valg, og har i det forgangne år været et stort aktiv for vores parti. Det er derfor med stor beklagelse, at jeg har modtaget udmeldelsen fra Christina Kjærsgaard,« siger Christian Hartmann, der er formand for den konservative vælgerforening i Randers.

Christina Kjærsgaard oplyser i sin udmeldelse, at det især er brospørgsmålet, der har skilt parterne, og som har ført til beslutningen om at forlade Det Konservative Folkeparti. Denne vurdering kan Det Konservative Folkeparti bekræfte.

»Vi har igennem hele valgkampen forsøgt at skræve over begge broer. Vores udgangspunkt har været, at man som konservativ sagtens kan være tilhænger af Østbroen lige så vel som af Klimabroen. Det har ikke ændret sig. Men netop brospørgsmålet kom for nogle politikere til at fylde rigtig meget i valgkampen, og det har gjort at Christina Kjærsgaard og jeg kom længere og længere væk fra hinanden. Vi har brugt tiden efter valget på at få enderne til at mødes igen, men det er desværre ikke lykkedes,« siger gruppeformand Daniel Madié, der var konservativ spidskandidat ved valget.

»Jeg har haft et godt samarbejde med Christina Kjærsgaard, og det havde jeg gerne set fortsætte. Jeg tror vi sammen kunne gøre meget godt for Det Konservative Folkeparti og for Randers. Nu bliver det hele så lidt anderledes, og det beklager jeg. Jeg er dog især ked af det overfor de mange vælgere, som betroede os deres stemme på valgdagen. De har fortjent en bedre start på byrådsarbejdet end det her. Men jeg kan forsikre alle konservative i Randers om, at vi bare vil arbejde endnu hårdere for at leve op til den tillid, vi blev vist ved valget,« siger Daniel Madié, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Randers Kommune.

Relaterede artikler

Nyeste artikler