14.7 C
Randers
torsdag, maj 2, 2024

koranafbrænding?

Læserbrev af Bo Ratz, medlem af byrådet i Randers for Nye Borgerlige

Er jeg for eller imod at Koranen afbrændes, og at Muhammed i sin tid blev afbilledet i Jyllandsposten?

Jeg ser begge handlinger som unødige provokationer imod et stort mindretal i Danmark. Især overfor de moderate muslimer, der har taget Danmark til sig, og som vi lever fredeligt side om side med!

Er det at brænde Koranen af en ytring?

Ja – jeg ser det som en ytring!

Så kan man spørge sig selv, hvad det så er en ytring imod?

Det er en ytring imod en regelreligion, der ikke passer ind i et dansk demokrati!

Det er en ytring imod en religion, som man er nød til at kende lidt til, før man vælger at udtale sig.

Ifølge islamisk tradition modtog Muhammed sine åbenbaringer fra ca. 610 til 632, efter Kristus, da Gud igennem ærkeenglen Gabriel citerede for Muhammed, hvad der skulle stå i den hellige bog Koranen. Gud citerede på arabisk, hvorfor Koranen ikke må oversættes. For en ortodoks muslim er ordene i Koranen således Guds ord, og Guds ord kan ikke tolkes. De skal forstås bogstaveligt!

Og lad os lige prøve at se på forskellen mellem en ortodoks og en moderat muslim.
En moderat muslim tolker Koranen ind i vores moderne samfund, hvorimod en ortodoks muslim følger, hvad der står i Koranen.

Og i Koranen står der, hvordan en muslim skal leve og hvilke regler man skal følge (derfor er det en regelreligion).

Til at hjælpe sig, så har muslimerne deres Imamer, som de kan spørge til råds, hvis man er i tvivl om, hvordan reglerne skal forstås.

I Koranen er der henvisninger til, hvordan en muslim bør leve sit liv, men der er også regler og love, der skal overholdes. Loven hedder sharialoven, og hvis man er ortodoks Muslim, så skal Sharialoven overholdes, og det er her problemet opstår, for i sharialoven er der regler, der strider imod den danske lovgivning og vores grundlovssikrede rettigheder!

Jeg vil opfordre folk til at sætte sig ind i, hvad sharialoven indeholder, ved at man tager sig tid til at læse og forstå, hvad der står i Koranen.

Det bliver meget langt, hvis jeg skal gennemgå alle lovene, men at de er kvindeundertrykkende er der ingen tvivl om.

I Sharialoven står der, at kvinder ikke må opholde sig i samme rum som en mand… hvilket gør det svært for en muslimsk kvinde at være på det danske arbejdsmarked, og hvorfor der flere steder er kønsopdelt svømmeundervisning. En kvinde må heller ikke give en mand hånden, og hun skal være ærbart klædt.

En muslimsk mand må have fire koner, og han har ret til ikke kun at slå sine børn, men også sin kone, hvis hun er genstridig (ikke vil give manden sex).

I følge den muslimske Sharialov skal en kvinde, der er utro straffes. Og man kan dømmes utro blot, hvis man har snakket for meget med en mand. 100 offentlige piskeslag kan være straffen, men også stening til døde er en straf, der står i Sharialoven, og som flere danske Imamer ikke tager afstand fra!

I Danmark har vi set flere æresdrab på kvinder, der er gået imod den rette muslimske levevis, udført af manden eller den ældste søn i familien.

I Irak har man ved lov bestemt, at det skal være tilladt for manden at voldtage sin kone i ægteskabet, for i Koranen er kvinden under manden og skal stille sig til rådighed, når manden ønsker det.

Hvis man er i tvivl, om det jeg har skrevet er korrekt, så kan man læse Koranen, eller se eller gense TV2’s dokumentarserie Moskeerne bag sløret, hvor man med skjult kamera forsøger at vise, hvordan forholdene for mange muslimske kvinder er i Danmark, og hvor der tydeligt fra imamernes side bliver sagt, at muslimer ikke skal blande sig med danskerne, der er kufar (urene), og som lever et forkert liv!

Med andre ord, så opfordres muslimer til ikke at integrere sig i det danske samfund, hvilket jo selvsagt gør det umådelig svært at løse integrationsproblemerne for et stigende antal muslimer i Danmark!

Jeg synes ikke, at Koranafbrændinger er den rette måde at sætte fokus på et samfundsproblem, men det er en ytring i debatten om, hvordan Danmark skal se ud for vores børn og børnebørn!

Det der sker i disse dage er, at ortodokse muslimske lande forsøger at tvinge Danmark til at ændre vores love.

Og i denne sag er det ytringsfriheden der står på spil!

Regeringen med udenrigsminister Lars Løkke i spidsen vil forbyde koranafbrænding efter pres fra flere muslimske lande.

Hvis man ser koranafbrænding som en ytring imod et styre, som jeg har beskrevet ovenover, og man fra regeringens side ønsker at forbyde det – så er det i min optik i første omgang et knæfald for Islam og i anden omgang en indskrænkning af vores grundlovssikrede ret til at ytre os – en rettighed som mange unge mænd måtte lade deres liv for under besættelsen.

Så derfor støtter jeg op om Enhedslisten, SF, LA, DF, Konservative og Nye Borgerliges modstand imod at forbyde koranafbrænding.

Relaterede artikler

Nyeste artikler