-3.7 C
Randers
torsdag, november 21, 2024

Kronjyllands nye mødested er klar til indvielse

Klyngehuset er et åbent og fleksibelt mødested, der styrker fællesskabet og fritidslivet i de 13 landsbyer i Landsbyklyngen Kronjylland og alle interesserede er velkomne, når der er officiel indvielse d. 11. oktober.

»I Randers Kommune har vi engagerede ildsjæle, aktive landsbysamfund og smukke naturområder, som vi gerne vil vise frem. Klyngehuset er både et nyt mødested for beboere i Albæk og en støttefacilitet for Naturpark Randers Fjord samt besøgende udefra. Jeg håber, at mange vil få glæde af faciliteterne i fremtiden,« siger Anne Hjortshøj, der er formand for landdistriktsudvalget.

Beboerne i Albæk har arbejdet på at få lavet et nyt mødested i landsbyen i flere år, og nu er visionen indfriet. Den 11. oktober er der officiel indvielse af Klyngehuset Kronjylland, der bliver et nyt mødested for uorganiseret idræt, friluftsliv og fællesskaber. Alle interesserede, samarbejdspartnere og beboere fra landsbyklyngens 13 landsbyer er inviteret til at fejre denne milepæl og deltage i indvielsen.

»Vi har glædet os utrolig meget til denne dag og til at vise vores landsby og landsbyklynge frem. Siden byggeriet gik i gang har vi fulgt nysgerrigt med og mange har lagt deres daglige gang forbi byggeriet. Jeg ved at mange glæder sig til at se det færdige resultat, « siger Bent Eriksen, formand for Albæk Borgerforening.

Et hus og aktivitetsområde for alle

Med sin placering midt i Naturpark Randers Fjord er Klyngehuset designet til at harmonere med de naturlige omgivelser. Huset er bygget efter den frivillige bæredygtighedsklasse i træ med et grønt sedum-tag, der giver huset et naturligt udtryk. I huset er der blandt andet toiletter, bad, grejbank, udekøkken, en stor terrasse til fælles arrangementer, brændeovn og to rum der kan indrettes til forskellige arrangementer.

Derudover er de gamle boldbaner blevet omdannet til et aktivitetsområde, som nu fungerer som samlingspunkt for aktiviteter, fællesskab og formidling af områdets muligheder. Omkring bygningen er der anlagt en biodiversitetspark med engbeplantning, vådområder, regnvandssøer og særligt udvalgte træsorter, som understøtter biodiversiteten i området.

Både besøgende og lokale beboere kan frit benytte husets faciliteter – hvad enten man er privatperson, forening eller institution. Klyngehuset er åbent dagligt fra kl. 8 til 22. Det er også muligt at bruge Klyngehuset til private arrangementer, men da huset er et åbent mødested, kan der være flere brugergrupper til stede samtidig.

Klyngehuset er skabt i et samarbejde med lokale ildsjæle, Randers Kommune og Vandmiljø Randers. Klyngehuset Kronjylland er finansieret af den filantropiske forening Realdania, Lokale og Anlægsfonden, Nordea Fonden, LAG Randers-Favrskov samt Randers Kommune. Det samlede anlægsprojekt ligger på 13 mio.

 FAKTA  

Indvielsen af Klyngehuset finder sted d. 11. oktober fra 14-16 ved Klyngehuset i Albæk, Nedre Vej 106 8930 Randers SØ. Alle er velkomne.

Klyngehuset er blevet til som en del af Realdanias og Lokale og Anlægsfondens kampagne: “Mødestedet – en kampagne for landsbyklynger.”

Se mere: www.realdania.dk/projekter/moedestedet  

Klyngehuset er desuden en del af områdefornyelsen i Albæk.

Se mere om områdefornyelsen:  www.randers.dk/udvikling-by-og-land/byer-og-lokalsamfund/omraadefornyelse/albaek/    

Relaterede artikler

Nyeste artikler