Kronisk sygdom resulterede i et frustrerende møde med Jobcenter Randers, og nu sidder hun fortvivlet og alene tilbage.
Karen (opdigtet navn, men identiteten er redaktionen bekendt) er 53 år, og har været mere end 36 år på arbejdsmarkedet, og har altid klaret sig selv. Hun har været et A-menneske, og har hele tiden sat en ære i at passe sit arbejde.
Det satte sygdom pludselig en stopper for.
Karen begyndte at få ondt i leddene i hænderne, og hun blev ramt af en overvældende træthed. Hver dag kørte hun fra Randers til Ry, og hun begyndte at falde i søvn mens hun kørte.
Blev sygemeldt
Det fik hende til at opsøge sin læge. Her fik hun konstateret gigt i fingrene, og har hypermobile led. Det er en kronisk tilstand, som ikke kan helbredes.
Hun blev sygemeldt både p.g.a. de hypermobile led, men også p.g.a. sine søvnproblemer.
Siden maj 2022 til slutningen af 2023 har hun været til 18 – 20 undersøgelser, men der er ikke fundet nogen årsag. Søvnapnø og narkolepsi er udelukket.
I marts måned i år blev hun indkaldt til udredning, men den kunne først ske i juni 2025.
Eftersom hendes arbejdsmæssige fremtid var usikker blev hun afskediget med virkning fra 30. april i år.
På trods af flere lægers diagnoser og dokumentation for, at hendes gigtsygdom er kronisk, bliver hun indkaldt til Jobcenter Randers.
Det skulle blive fatalt for Karen.
Psykisk belastning
Fra jobcentret får hun at vide, at hun skal i ressourceforløb, og det skal ske inden hendes opsigelse er trådt i kraft. Det medfører, at sygedagpengene stopper.
Det betød pludselig, at hendes indtægt blev reduceret med 11.500 kroner om måneden. Nu får hun 12.300 kroner før skat.
For at kunne klare sig økonomisk måtte hun sælge bilen, og er flyttet til et lille loftsværelse, men alligevel har hun ikke længere mulighed for at købe gaver eller lign.
Hun må ofte sige nej til at gå med veninderne i byen, fordi hun ikke har råd.
»Jeg står i stampe, og ved ikke hvad der skal ske. Jeg er helt i hænderne på Jobcentret, og det er ikke betryggende. Jeg går i uvished om min fremtidige økonomiske og helbredsmæssige situation. Det er en kæmpe psykisk belastning. Og det gør mig nedtrykt,« forklarer Karen.
Man skal have et godt helbred for at være syg
Karen
En læge som er tilknyttet Jobcentret fastslår at lidelserne er kroniske, og derfor foreslår sagsbehandleren en arbejdsprøvning. Det viser sig, at denne arbejdsprøvning ikke kan finde sted, før der er foretaget en udredning.
Derfor hun om at tale med en jobkonsulent, men det kunne ikke lade sig gøre, før hun skal ud i arbejdsprøvning.
Hun føler sig som en kastebold i systemet, og fornemmer, at venstre hånd ikke ved hvad højre hånd laver.
»Man bliver glemt i systemet. Jobcentret virker rodet, og som ingen har styr på tingene. Man skal have et godt helbred for at være syg,« siger hun.
Nu er Karens økonomi så presset, at hun må prioritere, om hun skal skære ned på den nødvendige medicin, eller vælge at gå til sin tandlæge.
Uklarheden gør hende fortvivlet. Hun sidder i øjeblikket helt alene med sine problemer, og fra Jobcentret er der ikke nogen hjælp at hente.
På et tidspunkt tog håbløsheden over, og ville allerhelst sige farvel til det hele.
Karen tog af sted, og pludselig stod hun ved togbanen, men efter et øjebliks betænkningstid tog hun heldigvis kontakt til Livslinien.
Karen står ikke alene med sine dårlige oplevelser med jobcenter Randers. Tidligere har den private socialrådgiver Maj Thorsen betegnet jobcentret i Randers, som det mest inkompetente i hele landet, og gør folk syge.
Imens sidder Karen alene på sit lille loftsværelse og tænker: Hvordan kan det ske i 2024, i et rigt land?
Indtil videre har hun ikke fået noget svar.
