10.3 C
Randers
tirsdag, maj 7, 2024

Lars Axel Nielsen (NB): Det er dårlig stil

I formiddags meddelte formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund, at partiet lukker og slukker.

Beslutningen kom som et chok for medlemmerne. Det gælder også de to byrådsmedlemmer fra Nye Borgerlige i Randers.

»Jeg vidste intet. Vi har overhovedet ikke fået noget at vide, og jeg vidste ikke noget før vores lokalformand ringede til mig kort tid efter, at det var blevet offentliggjort,« fortæller Lars Axel Nielsen, som er den ene af de to medlemmer byrådet, og kalder det ’dårlig stil’ overfor medlemmerne.

Vi aner ikke hvad der sker

»Der er sikkert en grund for at gøre som de gør, men de bør jo samtidig have haft et skriv klart, som sendes til de folkevalgte og til lokal formændene inden der udsendes en pressemeddelelse. Informationsniveauet har været for dårlig. Desuden synes jeg, at det er et underligt tidspunkt at nedlægge partiet på. Vi aner simpelthen ikke, hvad der sker,« konstaterer han.

Ingen panikhandling

Lars Axel Nielsen vil nu have tid til at overveje hvad der skal ske i fremtiden, og forventer, at der vil komme en udmelding om cirka 14 dage.

Han har ikke mistet lysten til politik, og han håber at være på stemmesedlen til næste byrådsvalg.

»Det kan jeg ikke garantere. Det er jo ikke sikkert, at der er nogen, som vil have mig, men jeg kan i hvert fald sige, at jeg prøver. Jeg kommer ikke til at trække mig fra politik frivilligt,« fremhæver han.

Dog afviser han på det kraftigste, at han vil forsøge at lave en ny liste, eller på anden måde starte noget nyt op fra bunden.

Frank Nørgaard (DF): De skal selv beslutte hvad de vil

Det enlige byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Randers, Frank Nørgaard vil ikke tage stilling til evt. udvidelse af byrådsgruppen med Lars Axel Nielsen.

»Jeg ser ikke noget problem i at de to bliver medlemmer af Dansk Folkeparti. Jeg har et godt samarbejde med både Bo Ratz og Lars Axel Nielsen, men det er dem, som skal beslutte, hvad de vil. Det tilkommer ikke mig at trække dem i en bestemt retning,« understreger Frank Nørgaard.

Nicolai Estrup: Ikke afvisende for nyt medlem

Lokalformand Nicolai Estrup er ikke afvisende overfor at Lars Axel Nielsen bliver medlem af Dansk Folkeparti, men påpeger, at der først må ske en dialog til. Både lokalt, men også med organisationen på Christiansborg samt Lars Axel Nielsen.

Nicolai Estrup vil ikke selv række ud efter Lars Axel Nielsen, og siger, at han selv må henvende sig.

Ligesom Frank Nørgaard understreger Nicolai Estrup, at der i hele byrådsperioden har været et godt samarbejde med Nye Borgerlige.

Generelt mener lokalformanden, at det er en god idé, at partierne i blå blok samles for at undgå stemmespild, og at vælgerne fra Nye Borgerlige vil komme over til Dansk Folkeparti, for at hjælpe med at styrke blå blok.

Nicolai Estrup

Relaterede artikler

Nyeste artikler