11.4 C
Randers
mandag, maj 6, 2024

Lars Axel Nielsen og Bo Ratz Larsen har i dag meldt sig ud af Nye Borgerlige.

Fra i dag er Nye Borgerlige ikke længere repræsenteret i byrådet. Begge byrådsmedlemmer har meldt sig ud af partiet, og er nu løsgængere, men er ikke færdige med politik

»Det er vist ikke for meget sagt, at det sidste halvandet år i Nye Borgerlige har været præget af uro og interne skandaler,« siger Bo Ratz.

For et år siden valgte Pernille Vermund at træde tilbage som formand, og i de næste måneder nåede partiet både at vælge en ny næstformand, der hurtigt blev afsat, og en formand der blev ekskluderet, samtidig med at flere folketingsmedlemmer og byrådsmedlemmer meldte sig ud.

Derefter oplevede Nye Borgerlige, at Pernille Vermund vendte tilbage til partiet og blev genvalgt som formand. På det tidspunkt aftalte de resterende medlemmer, at man i fællesskab skulle se fremad.

»Der blev også forholdsvis ro, lige indtil sidste uge, hvor endnu en bombe sprang… Pernille Vermund og hovedstyrelsen opløste partiet, og opfordrede alle folkevalgte til at søge andre græsgange i den blå familie,« siger Bo Ratz.

Men i denne uge har flere af Nye Borgerliges medlemmer lanceret en plan for endnu engang at forsøge at redde stumperne af partiet, der i dag er uden medlemmer i Folketinget.

»Det er i lyset af alle de meget mærkelige ting, der er sket i Nye Borgerlige i den beskrevne periode, at vi ikke længere kan se os selv i det projekt, der startede Nye Borgerlige tilbage i 2016,« forklarer Bo Ratz og Lars Axel Nielsen samstemmende som årsag til deres udmeldelse af partiet. »Samtidig vil vi gerne signalere, at vi ikke er færdige med lokalpolitik i Randers. Vi vil derfor i den næste periode, som løsgængere i byrådet, søge kontakt til de blå partier, der er kommet med en invitation til os om at blive medlem af deres parti,« oplyser de to byrådsmedlemmer, og understreger, at de vil tage sig god tid til at overveje hvor deres politiske virke i fremtiden vil være.

Relaterede artikler

Nyeste artikler