Borgernes Parti står til nul mandater og trækker blå blok ned, mens rød blok holder stand
Hvis der var folketingsvalg i morgen, ville Borgernes Parti ryge ud af Folketinget med et brag.
I en ny måling fra Voxmeter foretaget for Ritzau står partiet til 0,6 procent af stemmerne svarende til nul mandater. Så lavt har partiet aldrig ligget før og hele valgresultatet er forsvundet på de fire uger, der er gået siden folketingsvalget.
Ved folketingsvalget den 24. marts fik partiet 2,6 procent af stemmerne og fire mandater.
Siden er opbakningen raslet ned.
Tynget af personsager
Tilbagegangen kommer efter en periode med flere interne sager.
Først blev folketingsmedlemmet Jacob Harris ekskluderet efter forlydender om urigtige oplysninger. Kort efter meldte Emilie Schytte sig ud med henvisning til partiets retorik og organisering.
De resterende folketingsmedlemmer for partiet har også været i modvind. Nadia Natalie Isaksen blev efter valget beskyldt for racisme, mens partistifter Lars Boje Mathiesen aktuelt undersøges for mulig misbrug af gruppestøttemidler.
Samtidig har Lars Boje sikret sig selv danmarkshistoriens største formandshonorar på intet mindre end 60.000 kroner om måneden. Dertil kommer, at han har sikret sig selv enevældig magt de næste fire år.
Blå blok svækkes
Tilbagegangen for Borgernes Parti slår direkte igennem på blå blok.
Samlet står de borgerlige partier til 42,1 procent af stemmerne og 73 mandater. Ved valget mønstrede blå blok 44,1 procent og 77 mandater.
Tilbagegangen svarer dermed præcis til de fire mandater, Borgernes Parti fik ved valget, men nu står til at miste.
Liberal Alliance mister momentum
Liberal Alliance står i denne uge også til at gå tilbage.
Partiet, der i efteråret var det største i blå blok, står nu til 8,7 procent og 15 mandater. Ved valget fik partiet 9,4 procent og 16 mandater.
Alex Vanopslagh bliver i denne uge overhalet af både Dansk Folkeparti og Venstre.
Dansk Folkeparti står til 10 procent og 18 mandater. Det er et fald fra 11,4 procent og 20 mandater i sidste uge, men stadig over valgresultatet på 9,1 procent og 16 mandater.
Venstre står til 9,4 procent og 17 mandater mod 10,1 procent og 18 mandater ved valget.
Moderaterne i fremgang
Hos Moderaterne går det den modsatte vej.
Partiet står til 8,1 procent og 14 mandater mod 7,7 procent og 12 mandater ved valget.
Moderaterne står uden for både rød og blå blok, men målingen understreger, at ingen af blokkene i øjeblikket kan samle flertal uden partiets mandater.
Rød blok holder stand
På den anden fløj i rød blok går SF frem og står i denne uge til 13,1 procent og 23 mandater. I sidste uge stod de til 12,2 procent og 22 mandater. Ved folketingsvalget fik partiet 11,6 procent og 20 mandater.
Også Enhedslisten går frem og står til at få 7,5 procent og 13 mandater. I sidste uge stod de til syv procent og 12 mandater. Ved valget fik de 6,3 procent og 11 mandater.
De Radikale går til gengæld tilbage og står i denne uge til 5,4 procent og ti mandater. I sidste uge stod de til 6,3 procent og 11 mandater. Ved folketingsvalget fik de 5,8 procent og 10 mandater.
Samlet står en rød blok bestående af SF, Enhedslisten, De Radikale, Socialdemokratiet og Alternativet til 49,8 procent og 88 mandater.



