En opmærksom borger ringede tirsdag klokken 20:20 til politiet og fortalte, at hun kørte på Nordjyske Motorvej bag en slingrende lastbil, og hun mistænkte chaufføren for at være påvirket.
Vagtcentralen fik sat borgeren i kontakt med en patrulje i nærheden, og med borgerens gode hjælp blev de guidet i rette retning. Kort efter kunne de dirigere lastbilen ind til siden på strækningen mellem Rands Syd-tilkørslen og frakørsel Sønder Borup.
Føreren af lastbilen, en 36-årig rumænsk statsborger, virkede kraftigt påvirket af alkohol, og da han blæste i alkometeret, indikerede det, at han havde en promille på over 2,0.
Når promillen er over 2,0 betegnes det som vanvidskørsel, og lastbilen blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation. Lastbilchaufføren blev anholdt og sigtet for spritkørsel, og han fik foretaget en blodprøve, der skal fastslå promillen.
Hvis den viser en promille over 2,0, bliver han fremstillet i grundlovsforhør senere på dagen.
Mand fra Randers anholdt i Sorø for vanvidskørsel
Lørdag eftermiddag kontaktede en bilist politiet, da bilen, vedkommende kørte bagved, kørte meget usikkert.
Og det resulterede i en perlerække af sigtelser mod føreren af den slingrende bil, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Politiet rykkede ud til vejstrækningen i Sorø, hvor de standsede føreren af bilen. Der var tale om en 45-årig mand fra Randers, som ifølge politiet virkede påvirket.
Betjentene foretog både en alkometertest og en narkometertest, og begge gav uheldige udslag. Således blev mandens promille målt til over to, mens narkometertesten gav udslag for kokain.
Det viste sig også, at den 45-årige var frakendt førerretten. Derfor blev han foruden sigtelserne for narko- og spritkørsel også sigtet for at køre uden kørekort.
Manden blev anholdt 16.50 og løsladt efter at have fået taget en blodprøve.


