3.4 C
Randers
lørdag, april 27, 2024

Mærk pulsen på Værkets amfiscene

Årets gratis festugekoncert på Amfiscenen bliver med storbypoesi og kærlighedsballader fra Carl Emil Petersen. Med sig har han den fremadstormende popkomet Ida Laurberg. Oplev denne dobbeltkoncert torsdag den 17. august og seks andre festlige arrangementer på Amfiscenen til Randers Festuge 2023. Der er noget for enhver.

TV-seerne og publikum ved årets X Factor Finale nikker helt sikkert genkendende til navnet Ida Laurberg, der gæsteoptrådte ved årets finale i Arena Randers. Nu kommer den 22-årige sangerinde tilbage til Randers for at strø lidt stjernestøv under den åbne sommerhimmel ved årets festuge. Ida Laurberg er nemlig på vej til at blive et af de helt store danske popnavne. Allerede som 16-årig skrev og producerede hun sangen ‘Puppy Dog Eyes’, der til sammen er streamet 25 millioner gange på Spotify og YouTube.

Vi kender også Ida Laurberg for Tobias Rahim-duetten ‘Stimulanser’ og singlen ‘God’s work’. I december sidste år udgave hun sin første dansksprogede single ‘Terrier’ i samarbejde med Andreas Odbjerg og hans faste kompagnon Daniel Thorup. Imens fans og anmeldere her i 2023 venter på et dansksproget debutalbum, tager Laurberg rundt i sommerlandet og fyrer således også op under Randers Festuge.

Carl Emil Petersen og Ida Laurberg

Når snakken falder på dansk musik, kommer man ikke uden om Carl Emil Petersen, mener arrangørerne. I 2011 udgav han nummeret “København” med bandet Ulige Numre, der spredte sig som en steppebrand i det danske musiklandskab. Her 12 år efter debuten kan han skrive mange succesfulde udgivelser på cv’et, både fra band-sammenhænge, men så sandelig også som solist. I 2019 udgav Carl Emil sit andet soloalbum ‘Amager Forbrændingen’. Titelnummeret er blevet et kendt radiohit for blandt andre lytterne af P4 og er blevet spillet mere end 5 millioner gange på Sportify. Carl Emil Petersen har tidligere modtaget både ‘P3 talentet-prisen’ og prisen som Årets Danske Sangskriver’.

»Dansksproget musik har fået en renæssance og hitter som aldrig før. Til årets gratis koncert på Værkets amfiscene, har vi valgt to stærke danske solister, der kan samle både det unge og det lidt mere modne publikum til en fælles oplevelse. Randers Festuge er fællesskab, oplevelser og fest på tværs af generationer, og jeg ser frem til at festen udfolder denne dag på amfiscenen,« siger festugechef Mette Bertelsen

Musik, teater og oplevelser af enhver slags

Som traditionen efterhånden tilskriver det, så er der et bredt og festligt program på Værkets amfiscene under Randers Festuge. Musik- og teaterhuset Værket står selv som arrangør for flere af arrangementerne. Derudover er både Sparekassen Kronjylland, Randers Big Band og Randers Kammerorkester arrangører for begivenhederne i løbet af ugen. Programmet er en blanding af offentlige events med fri entré og et par enkelte koncerter, hvor der skal indløses billet. Årets samlede program på amfiscenen er nu helt på plads.

Festen begynder fredag den 11. august, hvor bandet Shubberne, fejre 50 året for Shu-bi-duas tilblivelse. De mange Shu-bi-dua-hit afløses af Queen Machine, der fremfører Queens udødelige sange i deres spektakulære festfyrværkeri af et hyldestshow. Lørdag den 12. august kan du opleve to af de mest spændende livenavne for tiden på én og samme aften, når Alex Vargas og Saveus går på amfiscenen.

Søndag den 13. august inviterer Sparekassen Kronjylland til gratis familieshow. Det er Ramasjangs frække og upassende Onkel Reje, der kommer på besøg og giver den gas som gameshowvært i et show fyldt med konkurrencer, tryllerier og sange som ‘Jeg kan ikke li’ at gå i bad’, ‘Mormor’ og ‘Prutte prutte prutte’.

Mandag den 14. august er der teater på programmet. Teaterkompagniet SHAKES har pakket ladcyklerne og fyldt dem med outrerede parykker, genbrugsfashion-kostumer og alt for meget sminke, når de med smukke ord, svedig dans, rå musik og masser af skønsang giver deres fortolkning af Shakespeares ‘Stormen’, der er en eventyrlig komedie fyldt med visdom, grotesk humor og en masse forunderlige væsner.

Onsdag den 16. august er der sommeropera. Sammen med Randers Kammerorkester og dirigent David Riddell synger baryton Hans Dueholm, sopran Signe Asmussen og tenor Michael Kristensen en koncert fuld af humør med både smægtende opera-arier og iørefaldende musicalhits. Inkl. dirigentdebutant Jakob Sunesen, der vandt Danmarks Indsamling-velgørenhedsauktionen om at dirigere et nummer.

Fredag den 18. august gæster det swingende Randers Big Band Værkets amfiscene. Denne sommer har bandet allieret sig med forsanger, guitarist og komponist, Anders Blichfeldt – kendt fra blandt andet bandet Big Fat Snake.

Mere om årets festuge

Randers Festuge 2023 afholdes i dagene 11.-19. august. Her er hele byen vært for en fest, der bliver skabt i fællesskab og for hinanden.

Det bliver ni dage med omkring 500 forskellige arrangementer. Her bliver kulturoplevelser, musik, kunst, fællesskab og bevægelse. Ni dage, hvor alle mærker pulsen i Randers. Årets festugeprogram bliver løbende offentliggjort på www.randersfestuge.dk

Relaterede artikler

Nyeste artikler