Den 8. september sidste år blev en dag, som Kristina Maria Salling Nielsen fra Randers aldrig glemmer. Hun får et alvorligt telefonopkald mens hun er til gymnastik med datteren.
Det er svigerinden, som ringer. Hun er brasilianer, og taler ikke dansk og kun gebrokkent engelsk. Hun er kommet til Danmark 4 måneder før.
Svigerinden fortæller Kristina, at broderen Per har ondt i maven. Kristina kan høre i baggrunden, at Per puster og stønner. Hun kan mærke, at han er panisk, og han fortæller hende, at han har meget ondt i maven. Han havde en trykken lige i solar plexus.
»Jeg siger til ham, at jeg ringer efter en ambulance. Da jeg kommer igennem til sygeplejersken klokken 16.15 siger jeg, at hun skal sende en ambulance, og det lover hun,« fortæller Kristina.
Sygeplejersken ringer til Per, og forklarer ham, at hun mener smerterne skyldes mavesår, og skal derfor køre til vagtlægen.
En af Pers venner ankommer for at køre ham til vagtlægen, og da har han stadigvæk store smerter.
Undervejs til vagtlægen bliver smerterne hele tiden værre. Pludselig bemærker vennen, at der bliver helt stille, og konstaterer, at Per er faldet forover, og er helt blå i hovedet.
Bilen stander, og vennen får Per ud på cykelstien. Han får ringet 112, og forklarer, at de holder i krydset ved Assentoft.
To politifolk uden for tjenesten er på vej til en fest i Randers. De passerer stedet hvor bilen med Per og vennen holder. De diskuterer, om chaufføren havde kørt et dyr ned eller lignende.
Deres professionelle politinæser fortæller dem, at der kunne være noget andet galt, og derfor vender de instinktivt om for at se, om de kan være behjælpelige.
Da de kommer frem til stedet, begynder den ene betjent omgående med at skaffe frie luftveje og give hjertemassage.
Flere mennesker kommer til, og bl.a. bliver der hentet en hjertestarter. Alarmcentralen sender både en patruljevogn med udrykning, og efter syv minutter ankommer en ambulance.
Situationen var så kritisk, at ambulancen kører med politieskorte til Skejby.
Klokken 17.14 bliver Kristina ringet op af Pers ven, som meddeler hende, at hendes bror har fået hjertestop.
»Da gik klappen ned. Jeg ville bare ud til ham,« fortæller Kristina Nielsen.
Kristina hører imidlertid sin broders ven nævne ordet ”stabiliseret,” og var derfor overbevist om, at han stadig var i live. Det beroligede hende.
Kristinas ældste datter blev passet hjemme hos Kristinas mor. Her måtte hun fortælle hvad der var sket. Det ville være svært nok i forvejen, men for Kristina var det hjerteskærende. For 5 år siden døde den ældste søn nemlig af en hjerneblødning. Han blev 47 år gammel.
Kristina, hendes forældre og svigerinden kører til Skejby Sygehus, hvor de bliver modtaget af en venlig sygeplejerske. De bliver budt ind i et rum med kaffe og te. Her føler Kristina, at et eller andet er helt galt.
Sygeplejersken giver dem den triste nyhed, at Per ikke klarede den, men nu var død.
Kristinas blod frøs næsten til is, da faderen grædende sagde: »Det var nummer to. Nu har vi kun én tilbage.«
»Jeg følte jeg var med i en dårlig film. Det kan ikke være rigtigt, at begge mine brødre dør indenfor fem år,« tænkte Kristina.
Henrik døde af en hjerneblødning, og Per af en blodprop i hjertet.
Samtidig tænkte hun også på hvordan forældrene skulle komme videre, efter at have lagt to børn i graven indenfor kort tid.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Skyldfølelse
Det får Kristina til at give sig selv skyldfølelse over, at hun ikke straks smed alt hvad hun havde i hænderne, og skyndte sig ud til broderen, da hun hørte, at han var syg.
Skyldfølelsen har hun endnu ikke fået bearbejdet, men har forsøgt at få det på afstand ved at sætte børnene i første række.
»Jeg har min mand og mine børn, og derfor vil jeg gerne, at mit liv fortsætter så normalt som muligt.«
Først nu begynder hun at mærke reaktionerne. Hun får nemmere ved at komme til at ryste, bliver hurtigere stresset, og hendes tålmodighed er blevet mindre. Hun ved godt, at det er på grund af, at hendes skyldfølelse ikke er blevet bearbejdet.
Men hun er glad for, at hun fik sagt »farvel, jeg elsker dig« da hun talte med ham i telefonen.
Talte til Per
Alle var i chok, da bisættelsen fandt sted. »Først da er det ved at gå op for os, at han ikke er her mere,« fremhæver Kristina Nielsen.
Hun holdt en lang tale til bisættelsen. Grædende og med tårerne løbende ned af kinderne talte hun direkte til Per.
»Han har haft så stor betydning for mig og mit liv og opvækst. Han var ikke bare et glansbillede, men et rigtig godt menneske,« understreger Kristina.
Frustration over manglende ambulance
Kristina Nielsen og familien er meget frustreret over, at der ikke blev sendt en ambulance. De mener, at personalet på alarmcentralen burde være så veluddannet, at de straks kan konstatere, at der kan være tale om en blodprop i hjertet.
»De fleste ved, at stærke smerter i brystet er et symptom på en blodprop i hjertet. Derfor burde der være sendt en ambulance straks. I tvivlstilfælde bør der under alle omstændigheder sendes en ambulance,« mener Kristina.
»Det handler om hvor fatalt det kan være, at der ikke sendes en ambulance, når der er brug for det,« påpeger hun.
Der går 59 minutter fra at hun ringer efter ambulancen, og til Per mister bevidstheden, og Kristina fremhæver, at man sagtens kan nå fra Assentoft til Skejby på det tidspunkt.
Derfor mener hun, at Per kunne have reddet livet, hvis der var blevet sendt en ambulance ved første opkald.
Hun har derfor talt med den læge, som foretog en obduktion af Per. Lægen oplyser til Kristina, at det ikke er utænkeligt, at Per ville overleve, hvis ambulancen var kommet hurtigt frem. Og hvis der var et operationsbord ledigt på sygehuset.
Vil kæmpe for, at det ikke sker for andre
Det nager Kristina rigtig meget, at der ikke bliver sendt en ambulance, og derfor vil hun kæmpe for, at det ikke skal ske for andre.
»Jeg vil kæmpe, så Per ikke sidder deroppe og spørger, hvorfor jeg intet gjorde,« erklærer hun.
Hun er ikke ude på at få hævn, men har brug for, at nogen tager et ansvar.
»Jeg har også ondt af og respekt for de mennesker, der sidder på alarmcentralen, og skal træffe hurtige beslutninger, der kan dreje sig om liv og død,« pointerer Kristina.
Børnene savner ham
Per var et livstykke. Altid glad og imødekommende. Han skelnede ikke mellem social status, fortæller Kristina Nielsen.
Derfor gør det ekstra ondt, når hun om aftenen går tur med børnene Isabella på 5 år, og Viktoria på 3 år.
Når de kan se Nordstjernen peger de op, og siger: »Se mor. Der bor onkel Henrik og onkel Per.«
»Så er det svært at holde tårerne tilbage,« indskyder Kristina.
Nu forsøger familien at gøre tilværelsen tålelig for den efterladte hustru, og deres to døtre.
Inviteret til dialogmøde
News Netavis har søgt om aktindsigt ved Præhospitalet i Region Midtjylland. Det er afvist med den begrundelse, at et 1-1-2 opkald skal betragtes som en del af patientens journal. Derfor kan der kun gives aktindsigt for den enkelte patient eller en person med behørig fuldmagt.
AC-fuldmægtig Sofie Pedersen fra Præhospitalet har inviteret Pers familie til et dialogmøde, hvis de ønsker det.
Det overvejer de i øjeblikket, hvorvidt de vil tage imod tilbuddet.
Per blev 48 år. Men i familiens hjerter dør han aldrig.
Læs Region Midtjyllands forklaring i morgen
