Der var både smil, latter og tårer, da områdeleder ved Falck i Randers Bjarne Jørgensen afholdt sin afskedsreception efter 45 år ved Falck. Det bliver dog ikke et farvel til Falck, men en nedtrapning
(Se video og de mange billeder nederst)
Der var masser af rosende ord, da Bjarne Jørgensen afholdt sin afskedsreception efter 45 år ved Falck. Der var gæster fra hele landet. Falck på Bornholm havde lavet et stort logistisk arbejde, for at være til stede.
Hele dagen var der mange aktiviteter og taler. Fra alle talere flød det med rosende ord til ham, som viser, at han er særdeles vellidt og højt respekteret.
Branddirektør Dennis Abildgaard var den første på talerstolen.
»Dit hjerte brænder for Falck, for dine kollegaer og alle de borgere som du vil være sikker på, at vi lever op til den kvalitet, som de forventer,« sagde han blandt andet.
For driftschef Maja Fuglsang Cortes var det en stor ære at holde tale for Bjarne Jørgensen:
»Der er en stærk gennemgående tråd for alt hvad du foretager dig. Det er en drivende kraft som definerer dig, og det er at hjælpe mennesker, som har brug for vores hjælp. Men også når dit mandskab har brug for forplejning under større indsatser, eller socialt udsatte unge, som kommer under dine vinger og finder et fodfæste i livet.«
Beredskabsinspektør Morten Sønderby sagde, at Bjarne Jørgensen er garanten for en sikker drift og sammen med et dygtigt mandskab sikrer, at overgaverne bliver løst på en god måde.
»Og du har sørget for, at borgere og virksomheder føler sig trygge,« pointerede beredskabsinspektøren.
Direktør for Nordjyllands Beredskab, Diana Sørensen fortalte om et af sine første møder med Bjarne Jørgensen, som skete ved en brandøvelse på Langvang.
Hun stod og kiggede på, men inden længe kom Bjarne, og spurgte hvad hun lavede der. Da hun svarede, at hun bare ville kigge på, kom reaktionen fra Bjarne Jørgensen omgående:
»Her har vi ingen observatører. Enten tager du en røgmaske på, eller sætter dig ind i din bil, og kører hjem.«
Fra Falck i Mariager kom brandmand Lauréne Iversen og sang en sang, i stedet for at holde tale.
”Årets brandmand 2022”
Brandmand Charlotte Schmidt kårede på medarbejdernes vegne Bjarne Jørgensen til Årets Brandmand 2022. Det skulle egentlig være sket ved Falcks nytårsparade, men alle var enige om, at afskedsreceptionen ville være en bedre lejlighed.
Indstillingen lød:
Bjarne er altid til stede, altid klar til en snak hvis det brænder på. Klar med forplejning døgnet rundt, hvad enten det er kakao til en lille brand, eller kæmpe pizza til en gårdbrand.
Bjarne kan også findes på bagsædet på vej til en brand, men kan bruge utrolig lang tid, for at undgå at få iltapparatet på.
Han har været uundværlig til vores brandøvelser gennem tiden. Altid klar, men er nu klar til at drosle ned.
Vi kommer til at savne dig, og derfor udnævnes du til ”Årets brandmand 2022” med tak for din tid.
Med titlen fulgte vin, statuette og diplom, som også blev overrakt af Charlotte Schmidt. Der var også blomster til Bjarne Jørgensens hustru Marian, forbi hun altid bakker sin mand op.
Jeg elsker dig
Bjarne Jørgensens datter Cecilie Jørgensen, 28 år, holdt en hjertegribende tale til sin far, som trak tårerne frem hos flere af de tilstedeværende.
»Din krop og sjæl er bygget af Falck, og sådan har det været de sidste 45 år. Et eller andet må du have plantet i mig, for jeg står her i dag og er uddannet i det samme firma.
Da jeg skulle have overdraget mit uddannelsesbevis, dukkede de andre forældre i almindeligt tøj på, men du tog din uniform på med medaljer og det hele, og det er tydeligt, at du er stolt hver gang du har den på.
Du gør indtryk og sætter fodspor. Folk er imponerede over dig.
Intet kunne have holdt dig hjemme, når der var brug for dig. Falck har været på lige fod med Simon og mig, og det fortæller lidt om hvor svært det har været for dig at træffe beslutning om at neddrosle. Du er gift med Falck, og det her vil blive en vanvittig hård skilsmisse.«
»Du vil blive savnet! Jeg elsker dig,« sluttede Cecilie sin tale, og fik stående ovationer.
Alle talere karakteriserede Bjarne Jørgensen bl.a. som ordentlig, grundig, perfektionist og problemknuser, fantastisk omsorgsfuld, engageret og hans måde at omgås sine medmennesker på.
Det var en beskrivelse, som mange af de tilstedeværende nikkede anerkendende til.
Han er også kendt for at være et varmt menneske, som er klar til bogstaveligt at gå igennem ild og vand for sine kollegaer.
Bjarne Jørgen stopper dog ikke helt. Han fortsætter det næste år på deltid med ansvar for stationerne i Nordjylland og har stadigvæk et kontor ved Falck i Randers.
»Det vil være svært at gå fra 50-60 timer om ugen til 0,« forklarer han.
Han kommer ikke til at kede sig, for der er masser af arbejde med huset, samtidig med, at han skal passe de 13 stationer i Nordjylland indtil september næste år.
Receptionen begyndte klokken 11, og nøjagtig 2 minutter efter var Falcks garage fyldt op med gæster. Da den sluttede klokken 14.30 havde omkring 500 mennesker været forbi, for at takke ham for et godt samarbejde.