4.1 C
Randers
tirsdag, november 25, 2025

Narkosælger fik beslaglagt bil brugt til narkohandel

Mandag aften omkring kl. 20.30 fik en patrulje på Jordsmonnet i Randers øje på noget, der lignede afslutningen på en narkohandel mellem en mand til fods og en anden i bil.

Patruljen delte sig op, og den ene betjent fik kort derfra fat på manden til fods, som var en 27-årig mand, der havde to poser kokain i lommen. Det viste sig, at betjentenes fornemmelse var rigtig, og at han netop havde købt dem af personen i bilen. Den 27-årige blev derfor sigtet for besiddelse af narko.

I mellemtiden var bilen med manden, som havde solgt kokainen, kørt fra stedet, men betjentene havde fået registreringsnummer og model noteret, og det blev nu rundsendt til øvrige patruljer i området.

Da bilen omkring en time senere kom kørende over Randersbro fik en anden patrulje øje på den og fik den standset ved Aarhusvej. I bilen sad en 28-årig mand, som blev oplyst om, at han var mistænkt for at have solgt narko, og at han ville blive visiteret og bilen ransaget.

På den 28-årige fandt betjentene både flere salgsposer med narko, et større kontant beløb og andre effekter fra narkosalg. Den 28-årige blev derfor anholdt og sigtet for salg af narko, og da bilen menes at have været anvendt til grove overtrædelser af lov om euforiserende stoffer, blev den beslaglagt med henblik på konfiskation.

Den 1. juli 2025 trådte lov om skærpet indsats mod narkokriminalitet i kraft, som giver politiet mulighed for at beslaglægge motordrevne køretøjer i visse sager med overtrædelser af lov om euforiserende stoffer og straffelovens §191.

Relaterede artikler

Nyeste artikler