15 C
Randers
mandag, april 29, 2024

Naturens uge i folkeskoler og daginstitutioner

Naturens uge: Der er frisk luft og natur på programmet for de fleste af Randers Kommunes folkeskoler og daginstitutioner i næste uge – uge 36

Uge 36 har Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet udpeget som Naturens Uge. Formålet med ugen er at åbne naturen for børn og voksne. Det har 9 lokale aktører skrevet sig ind i og udviklet forskellige virkelighedsnære undervisningsforløb, som 25 folkeskoleklasser har tilmeldt sig. Alt af aktørernes undervisning foregår enten hos dem eller ude i naturen.

»Det er vigtigt, at vi sætter fokus på naturen i vores folkeskole. Vi ved, at børn i dag er langt mindre ude i naturen, end deres forældre og bedsteforældre var, da de var børn. Jeg tror på, at den her slags virkelighedsnære undervisning, kommer til at give eleverne en god oplevelse og forhåbentlig mod på endnu flere af dem i fremtiden,« siger Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for skole- og uddannelsesudvalget.

Nogen skal i affaldsskole på Randers Affaldsterminal, nogen skal fiske med Jægerforbundet, nogen skal på tidsrejse i Paderup Mose, mens andre skal sejle i Vikingeskibe på Gudenåen.

Overblik over og beskrivelse af aktiviteter med elever i løbet af uge 36:

Vandmiljø Randers:
Klima og lokal afledning af regnvand
Vi sætter fokus på klima, klimatilpasning, og hvordan vi kan tage hånd om den meget regn, vi ved vil falde i fremtiden.

Fra kloakvand til åvand:
Vi fortæller om mekanisk, biologisk og kemisk rensning af spildevandet, og ser på dele af den teknik, vi benytter på renseanlægget.

Mandag-torsdag

Randers Affaldsterminal:
Jagten på råstofferne
I et spil-baseret undervisningsforløb manøvrerer vi mellem storpolitik, bæredygtighed, knappe ressourcer, genanvendelse, praktiske øvelser og masser af action.

Mandag-fredag

Historisk Værksted:
Tidsrejsen i jernalderen
Tidsrejse til jernalderen, hvor vi skal lave mad på bål. Vi vil bruge naturens planter i maden og tale om bæredygtigheden i lokale madvarer, naturens spisekammer og organisk affald, der omdannes til kompost.

Tirsdag-onsdag

Danmarks Jægerforbund:
Fisk i Gudenåen
Kom og prøv at fange dine egne fisk. Det bliver en sjov dag, hvor I vil få mulighed for at lære at fiske. Der er også gode muligheder for at fange noget, da der ofte er en god bestand af fisk. Der vil være to meget kompetente lystfiskere til at hjælpe jer. Vi har alt det grej, I skal bruge samt redningsveste.

Onsdag-fredag

Museum Østjylland:
På tidsrejse i naturens håndværk
På Håndværksmuseet og ved Gudenåen taler vi om, hvordan naturens materialer altid har spillet en rolle for fortidens mennesker. Eleverne laver deres egne produkter som de kan tage med hjem.

Mandag-onsdag

Tidsrejsen:
Fortiden i Paderup Mose
Vi besøger den tid, lige da istiden slutter, og de første mennesker indvandrer til Danmark. Vi undersøger menneskene, som har levet her i området, og kigger lidt på de ting de har efterlad sig. Hvem var de, hvor kom de fra, og hvor tog de hen?

Mandag-Onsdag

Grejbanken og Naturvejleder:
Vikingeskive og Pramdragerskib
Formidling af de to historiske rekonstruktioner af skibene. Eleverne hører om de klinkbyggede træskibe, der sejlede på Gudenåen. Eleverne prøver en kort sejltur på Gudenåen i et af fartøjerne.Der vil være en lille aktivitet til de elever der venter på tur.

Mandag-onsdag

Randers Naturcenter
På besøg i bigården
Besøg bigården og hør mere om danske bier. Efter en kort introduktion besøger halvdelen af klassen bigården. Efter et kig i boet bytter I og den anden halvdel skal på besøg. Når alle har set biernes bo, går vi samlet til Naturcenterets blomstereng, hvor I hører mere om danske bier.

Bjergarter
Vi kigger på sten og finder ud af, hvad de er for nogle størrelser. Vi møder det geologiske kredsløb og ser på, hvordan sten dannes. Vi prøver kræfter med at bestemme stenarter, finder ud af hvordan de er dannet og undersøger om, vi har fundet guld eller pyrit!

Farvernes verden
Lad os sammen dykke ned i farvernes verden og undersøge, hvad farver betyder for dyr og planter – vi skal også prøve at bruge planternes farvestoffer til at
farve garn og stof og også lave et par små produkter af vores plantefarvede materialer.

En tidsrejse langs gudenåen
En gåtur på 7,2km i Vorup Eng med 6 nedslagspunkter og dertilhørende aktiviteter Forløbet handler om den danske natur, geologi og kultur i 6 forskellige tidsperioder.

Biodiversitet i baghaven
Vi undersøger biodiversiteten i og omkring Randers Naturcenter og bliver klogere på, hvad man skal kigge efter for at finde ud af, om et område har en høj eller en lav biodiversitet, og hvad vi måske selv kan gøre for at få flere vilde dyr og planter hjemme i vores egen baghave.

Mandag-fredag

Randers Bibliotek:
Klima-skriveworkshop
Eleverne skal arbejde med forskellige kreative skriveøvelser, der tager afsæt i temaer vedrørende klima og miljø. Øvelserne styrker elevernes forestillingsevne, og deres skriveproces rammesættes ved hjælp af forskellige eksperimenterende greb.

Booktalk med klimalitteratur
Eleverne vil være en del af en Booktalk, hvor der er fokus på litteratur, der omhandler klima og miljø. Sessionen er afveksling mellem bibliotekarens anbefalinger og elevinddragende aktiviteter. Herefter er der rundvisning på biblioteket og tid til at finde bøger til at låne med hjem.

Genbrugsworkshop med kasserede bøger
Ved hjælp af kasserede bøger laver eleverne spændende genbrugskunst. Her kommer elevernes kreative og innovative evner i spil.

Mandag-fredag

Relaterede artikler

Nyeste artikler