13.1 C
Randers
lørdag, maj 4, 2024

Nu er der frit skolevalg for alle årgange

Fra det kommende skoleår 2022-2023 får elever og deres forældre på alle klassetrin frit skolevalg til Randers Kommunes folkeskoler. Det har Skole- og Uddannelsesudvalget i Randers Kommune netop besluttet på sit møde den 7. februar 2022.

»Frit skolevalg har en række fordele: Forældre bliver mødt af en folkeskole, som er fleksibel og i højere grad kan tilpasses forældrenes ønske om skolevalg. Og den fleksibilitet understøtter, at forældrene vælger folkeskolen som førstevalg. Samtidig fremmer det frie valg også den gode dialog og samarbejde mellem forældre og skoleledelse,« siger Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for Skole- og uddannelsesudvalget i Randers Kommune.

Allerede tilbage i marts 2020 besluttede udvalget at gøre ordningen med frit skolevalg i børnehaveklassen permanent og at udvide ordningen til at gælde hele indskolingen fra 0.-3. klasse. Samtidig vedtog udvalget en forsøgsordning med frit skolevalg ved overgangen fra 6. til 7. klasse i en toårig forsøgsperiode. Målet var at give forældre og elever flere valgmuligheder, når nogle elever står over for et naturligt skoleskift fra 6. til 7. klasse.

I Børn- og Skoleforvaltningen er vurderingen, at det har været problemfrit at indføre frit skolevalg, og at ordningen derfor med fordel kan udvides til at omfatte hele folkeskolen fra 0.-9. klasse.

I november 2021 behandlede udvalget en sag om klasse- og elevtal ved Randers Kommunes skolevæsen pr. 5. september 2021, herunder en status på frit skolevalg. Status viste, at 69 procent af 0. klasse eleverne i 2021 startede på deres egen distriktsskole. Det er en stigning på 4 procentpoint sammenlignet med 2020. Lidt mindre andele startede i 0. klasse på andre folkeskoler i kommunen samt på fri- og privatskoler i 2021 sammenlignet med 2020.

I 1., 2. og 3. klasse er andelen som går på egen distriktsskole en smule mindre i 2021 sammenlignet med 2020. For disse årgange er der dog en lidt større andel, som går på en anden distriktsskole i kommunen. For 1. og 2. klasse er privatskolesøgningen uændret fra 2020 til 2021, og for 3. klasse er den steget en smule.

I 7. klasse er andelen, som går på egen distriktsskole uændret, men andelen som vælger en anden folkeskole i kommunen er steget 4 procentpoint. Privatskolesøgningen er faldet 3 procentpoint for 7. klasse, når 2021 og 2020 sammenlignes.

Det er ikke muligt at konkludere om denne udvikling skyldes frit skolevalg, tilfældige variationer eller andre faktorer.

Relaterede artikler

Nyeste artikler