3.5 C
Randers
søndag, december 22, 2024

Nu kan mennesker med handicap finde tilgængelige naturoplevelser i hele landet

Fra 4. september 2023 er det blevet lettere at søge efter tilgængelige naturoplevelser i hele landet på hjemmesiden udinaturen.dk.

Der er allerede nu beskrevet over 100 ruter fordelt over hele landet, og der kommer løbende flere til. Et nyt overblik over tilgængelige naturoplevelser gør det lettere for mennesker med handicap, såvel som ældre, gangbesværede og børnefamilier, at få inspiration og tryghed til at tage ud i naturen.

De nye tiltag på udinaturen.dk er skabt i kraft af projektet “Natur for alle”, som er forankret i Videnscenter om handicap. Projektet er blevet til med støtte fra AAGE V. JENSEN NATURFOND og Friluftsrådets Udlodningsmidler.

»Vi ved, at mange gerne vil mere ud i naturen, men det har tidligere været svært at finde oplysninger om tilgængelighed. Nu kan man finde inspiration til planlægningen og informationer om f.eks. hældnings-graden og længden på ruter, så man med ro i maven kan tage ud på tur – alene eller sammen med andre,« siger Lærke Falstaff, som er projektleder for Natur for alle.

På hjemmesiden kan man finde information om tilgængelighed i forhold til ruter og faciliteter. Man kan f.eks. søge efter ruter og udsigtstårne uden trin og trapper, handicaptoiletter, shelters med lift eller gulvudtræk og ruter med lavt besøgsniveau. Søgemulighederne er udviklet med input fra mennesker med handicap og tilgodeser behov hos mennesker med både fysiske, sensoriske, kognitive og psykiske handicap.

Gruppe af frivillige frontløbere får flere med ud i naturen

Projektet samarbejder med over 30 frivillige frontløbere, som er personer fra hele landet med handicap og interesse for naturen. Frontløberne inspirerer andre mennesker med handicap til at komme ud i naturen igennem deres personlige fortællinger og aktiviteter i lokalområdet. En af frontløberne er Rose-Maria Helle fra Rørvig, som er glad for, at den nye løsning nu er lanceret:

»Jeg er med til at arrangere ture for andre mennesker med handicap – både psykiske og fysiske handicap. Nu kan jeg udfordre mig selv med nye områder og tjekke, hvilke områder der er relevante at tage ud og undersøge, når jeg skal arrangere en tur. Det er vigtigt, at naturen er for alle, og vi får registreret de steder, hvor det kan lade sig gøre at komme på tur.«

Mange ønsker at komme mere ud i naturen

Der er i høj grad behov for at gøre det lettere for mennesker med handicap at komme ud i naturen. En undersøgelse foretaget af Danske Handicaporganisationer viser, at 60 % af mennesker med handicap gerne vil mere ud i naturen, end de er i dag. Desværre er der mange barrierer, der gør det svært at komme ud og få del i naturens goder. En af de barrierer handler om, at det er svært at finde ud af, hvor naturen er tilgængelig ud fra det handicap, og de behov man har.

»Det er et kæmpe skridt vi tager med det nye overblik. Vi går fra en situation med stor usikkerhed for mennesker med handicap og omgivelserne, om det overhovedet var muligt at komme i naturen, til nu at kunne komme ud og få glæde af naturen sammen med alle andre. De mange ruter der allerede kan søges frem, viser samtidig at kommuner og andre lodsejere virkelig tager ansvar for og støtter op om dagsordenen ved løbende at registrere nye tilgængelige naturoplevelser,« siger Sif Holst, styregruppe-medlem i projekt Natur for alle og forperson i Videnscenter om handicaps bestyrelse.

Projektet ”Natur for alle”

er støttet af AAGE V. JENSEN NATURFOND og Friluftsrådets Udlodningsmidler, løber fra juni 2021 til maj 2024. Projektets styregruppe består af repræsentanter fra AAGE V. JENSEN NATURFOND, Danske Handicaporganisationer, Friluftsrådet, Sammenslutningen af Unge med Handicap og Videnscenter om handicap. De nye tiltag på udinaturen.dk er udviklet i tæt samarbejde med Naturstyrelsen og GeoFA under GEO Danmark.

Relaterede artikler

Nyeste artikler