Mandag den 25. august blev der åbnet for, at overfladevandet, som løber hen over jordskredet ved Nordic Waste, kan udledes til Alling Å efter rensning
Fra mandag den 25. august udledes renset overfladevand direkte i Alling Å. Rensningen sker på selve skadestedet ved Nordic Waste, hvor det nyetablerede renseanlæg nu er taget i brug. De senest måneder er renseanlægget blevet optimeret for at sikre den bedste og mest optimale rensning.
På baggrund af målinger fra juli og august er der nu sikkerhed for, at vandet overholder de krav, som er angivet i udledningstilladelsen.
»Prøverne har været så gode, at de nu lever fuldt ud op til kravene. Det betyder, at vi kan bevare den gode økologiske tilstand i åen, som vi har haft succes med efter reetablering af Alling Å. Alling Å er i dag i meget god stand i området omkring Nordic Waste,« siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune og fortsætter:
»Opstart af renseanlægget er en vigtig milepæl i arbejdet med at afslutte afværgeindsatsen. Og så er renseanlægget endnu et bevis på, at vi formår at lave gode løsninger, som er robuste og af høj kvalitet.«
Som følge af krav i udledningstilladelsen, bliver der også fremover udtaget prøver af det rensede vand, inden det udledes til åen for løbende at sikre, at det rensede overfladevand tilgodeser udledningstilladelsen.
Baggrund for rensningsanlægget
Randers byråd vedtog i november 2024 at etablere et permanent anlæg til rensning af overfladevandet. Den løsning skulle sikre, at overfladevandet fra området renses, så det vil være muligt at udlede overfladevandet til Alling Å.
Overfladevandet der renses på renseanlægget, stammer fra regnvand der er løbet hen over Nordic Waste arealerne. Et voldanlæg rundt om Nordic Waste arealerne sikrer, at regnvandet ikke kan løbe ud i omgivelserne, men opsamles. Tilsvarende er terrænet tilpasset, så det opsamlede overfladevand ledes til et stort bassin. Herfra føres det videre til renseanlægget på stedet.
Anlægget er en avanceret facilitet, som anvender to moderne teknologier til at rense vandet: nanofiltrering og omvendt osmose. Disse teknologier gør det muligt at fjerne uønskede stoffer fra vandet og opfylde strenge krav til vandkvalitet. Løsningen er baseret på omfattende natur- og miljøvurderinger, udarbejdet af ekstern rådgivning.
Særligt tilfredsstillende målinger
De gennemførte målinger, som overholder udledningstilladelsen, er særligt tilfredsstillende, idet sommervarmen medfører en vandtemperatur for overfladevandet på omkring 20 grader – et forhold der kan udfordre renseanlæggets effektivitet, da det fungerer bedst ved lavere temperaturer.