10.8 C
Randers
mandag, april 29, 2024

Ny festival vil fejre kirkemusikkens skønhed og mangfoldighed

Randers kan glæde sig til en helt ny musikfestival, der i efteråret vil fylde byens kirkerum med en bred vifte af koncerter. Randers Kirkemusikfestival vil for første gang finde sted fra den 28. september til 6. oktober 2024.

Ideen til Randers Kirkemusikfestival er opstået i en sammenslutning af byens organister og andre musikalske ildsjæle – heriblandt Randers Kammerorkester, Korby Randers og Sangkraft Randers.

»Randers er en stærk kulturby med mange kulturinstitutioner og ikke mindst mange kirker, der hver uge arrangerer et bredt udvalg af kulturarrangementer. Vi har derfor i nogle år leget med ideen om Randers Kirkemusikfestival. Et tilskud fra fonde og lokale sponsorer har nu muliggjort, at vi kan arrangere den første kirkemusikfestival i Randers,« siger Christian Præstholm, organist ved Sct. Mortens Kirke.

Det bliver en festlig uge med fællesskab, koncerter og en række andre musikalske begivenheder af høj kunstnerisk kvalitet. De fleste af arrangementerne bliver med gratis entré, men der skal indløses billet til de store koncerter. Programmet for festivalen bliver løbende offentliggjort på hjemmesiden randerskirkemusikfestival.dk

»Randers er en by med meget musik og mange kirker, så selvfølgelig skal byen have en kirkemusikfestival,« siger eventchef Mette Bertelsen fra Randers Event.

Åbningskoncerten i Sct. Mortens Kirke bliver med det internationalt anerkendte elitekor, DR Vokalensemblet, ledet af deres slovenske chefdirigent Martina Batič. Det sker med et program, der udforsker 450 års kirkemusik. Koncerten optages og sendes senere på radioens P2. Festivalen afsluttes med en festgudstjeneste i Sct. Peders Kirke centreret omkring en af Johann Sebastian Bachs store kantater.

Randers Kirkemusikfestival byder også på en koncert med den danske prisbelønnede sanger, komponist, salmedigter og ACT-artist Janne Mark. Hendes trio vil blandt meget andet spille et udvalg af sange fra det anmelderroste salmealbum ‘Pilgrim’.

På programmet er der også et stort fællessangs-arrangement med kirkemusik gennem 1000 år, drop-in-gospel-workshop og meget mere.

Vokalensemblet Vox Nordic giver gratis korkoncert den 29. september i Sct. Peders Kirke som en del af Randers Kirkemusikfestival

Relaterede artikler

Nyeste artikler