Tine Horn, nuværende leder af Center for Psykiatri og Socialt Udsatte bliver fungerende socialchef i Randers Kommune.
Ved overgangen til juni tiltrådte daværende socialchef Runa Steenfeldt som direktør for Social og Arbejdsmarked, og en af de første opgaver har været at besætte jobbet som socialchef.
»Tine har en stor og bred erfaring i Randers kommune, og jeg er overbevist om, at Tine er den helt rette til at træde ind i jobbet som socialchef,« siger Runa Steenfeldt.
Tine Horn er uddannet socialrådgiver og har både arbejdet på botilbud for voksne med udviklingshandicap i Odder Kommune, været leder af rådgivning for mennesker med sjældne handicap i Aarhus, leder af videnscenter for bevægelseshandicap i Marselisborgcentret i Aarhus, leder af rusmiddelbehandling i Aarhus Kommune og har de seneste 11 år arbejdet i Randers Kommune som først leder af Rusmiddelcenter Randers, derefter leder for Center for Socialt Udsatte og senest som leder for Center for Psykiatri og Socialt Udsatte.
Stillingen som socialchef bliver slået op, sådan at det passer med, at der er en ny socialchef på plads, når Tine Horn går på pension 1. november 2024.