12.9 C
Randers
søndag, november 24, 2024

Ny leder af sundhedsfremme og forebyggelse i Randers: Man skal gøre noget meningsfuldt

Rikke Tarnow Friis-Hundborg tiltrådte stillingen som leder af Enheden for Sundhedsfremme og Forebyggelse i Randers Kommune i sommeren 2022. Hun brænder for sundheden i et bredt perspektiv, og hun er stolt over at være en del af den stærke tværfaglighed i Randers Sundhedscenter.

»Sundhed er meget mere end agurker og gulerødder. Sundhed handler om hele mennesket, hvor gode relationer og det at gøre noget meningsfuldt bidrager til mental sundhed og trivsel, som er mindst lige så vigtigt som at følge de nye kostråd,« siger Rikke Tarnow Friis-Hundborg, ny leder af sundhedsfremme- og forebyggelsesenheden i Randers Kommune.

Rikke Tarnow Friis-Hundborg kommer fra en stilling som leder for sundheds- og rehabiliteringsenheden i Mariagerfjord Kommune. Hun er uddannet inden for sygepleje og videreuddannet i ledelse, og hun har arbejdet som leder i de forløbne 16 år. Fra sin base i Randers Sundhedscenter leder hun nu indsatser som blandt andet rygestoptilbud, livsstilshold og Sundhedshøjskolen, der findes i seks lokalområder i Randers Kommune.

»Jeg søgte stillingen, fordi jeg havde et ønske om at fordybe mig i forebyggelse og sundhedsfremme.«

»Randers Sundhedscenter er meget interessant på grund af den stærke tværfaglighed i et hus, hvor man har samlet indsatser fra både region, kommune og private. Det giver muligheder for en masse samarbejde på tværs og en øget sammenhæng for borgerne i sundhedstilbuddene,« siger Rikke Tarnow Friis-Hundborg.

Stor opbakning til arbejdet med sundhed

Rikke Tarnow Friis-Hundborg startede sit nye job i Randers Sundhedscenter d. 1. juni 2022, og hendes forventninger til stedet og den nye stilling er godt i gang med at blive indfriet.

»Det er et fantastisk flot hus, hvor man er gået all in på at skabe en stemning og en faglig stolthed, der stiller store krav til, at den leverede kvalitet står mål med rammen. Og det gør den i Randers Sundhedscenter. Medarbejderne er dygtige, engagerede, og de brænder for deres fag. Selve den centrale placering af huset og synligheden i Randers Kommune fortæller også, at man virkelig vil sundheden,« siger Rikke Tarnow Friis-Hundborg, og fortsætter:

»Samtidig er der stor opbakning til tværgående sundhedsindsatser i hele organisationen Randers Kommune, og vi samarbejder med alle forvaltningsområder om at løfte sundheden – i skolerne, på ældrecentrene, i byplanlægning og så videre. Og selvom det primært handler om, at vi skal fremme sundhed og forebygge sygdom for vores borgere, så må man ikke glemme den samfundsøkonomiske gevinst ved at arbejde med sundhed; for eksempel ved at forebygge kroniske sygdomme.«

Med jobbet i Randers Kommune vender Rikke Tarnow Friis-Hundborg også tilbage til sine rødder. Hun bor i det sydlige Randers sammen med sin mand og deres to drenge. Derudover har hun to voksne bonusbørn og et bonusbarnebarn.

Relaterede artikler

Nyeste artikler