-3.1 C
Randers
tirsdag, februar 17, 2026

Ny måling: Socialdemokratiet går tilbage – men Venstre og Moderaterne holder regeringen oppe

Regeringen står uændret til 71 mandater, mens SF og Danmarksdemokraterne går frem, og blå blok kun ligger ét mandat foran rød

Valgtrommerne buldrer, politiske eksperter spekulerer og der trykkes valgplakater i tusindvis. 

Præcis hvornår folketingsvalget kommer ved kun Mette Frederiksen, men sikkert er det, at der skeles intenst til meningsmålingerne for tiden. 

Ifølge denne uges Voxmeter foretaget for Ritzau går Socialdemokratiet tilbage. Partiet står til at få 21,2 procent af stemmerne – svarende til 38 mandater -, hvis vi skulle til folketingsvalg i morgen. 

I sidste uge stod statsministerpartiet til 22,5 procent af stemmerne og tre mandater mere, nemlig 41. 

Heldigt for den endnu stående SVM-regering, går både Venstre og Moderaterne frem.

Venstre står til at få 11,5 procent af stemmerne, hvilket giver 21 mandater. Det sikrer dem igen pladsen som blå bloks største parti. I sidste uge stod de til 10,7 procent og 19 mandater. 

Troels Lunds Poulsen vakte opsigt, da han lørdag foreslog at sænke ulandsbistanden fra 0,7 procent af BNI til 0,5 procent, men det afspejler sig næppe i meningsmålingen endnu.  

Moderaterne indhenter et enkelt mandat og står i denne uge til 6,7 procent og 12 mandater mod 6,3 procent og 11 mandater i sidste uge. 

Partiet, der har været inde i et dødvande siden sensommeren 2024 og frem til januar i år, ser ud til endelig at være svømmet ud på den anden side. 

Samlet set henter Venstre og Moderaterne de tre mandater, som Socialdemokratiet mister i denne uge og sikrer SVM-regeringen status quo på 71 mandater.

To partier henter to mandater hver

SFs formand Pia Olsen Dyhr bedyrede i denne forgangne uge, at SF vil kæmpe for genindførelse af store bededag. 

Afskaffelsen har mødt meget kritik fra både befolkningen og fagbevægelsen, og måske det er et element i SFs medvind denne uge.

I hvert fald går partiet frem og står i denne uge til 13,8 procent af stemmerne – svarende til 25 mandater. I sidste uge stod de til 13 procent, hvilket gav 23 mandater. 

En rød blok bestående af Socialdemokratiet, SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet står i denne uge til at få 47,1 procent af stemmerne – svarende til 81 mandater. 

På den modsatte fløj går Danmarksdemokraterne også to mandater frem. I denne uge står Inger Støjberg & co. til at få 9,7 procent af stemmerne, hvilket udløser 18 mandater. 

I sidste uge stod partiet til ni procent af stemmerne og 16 mandater.  

En samlet blå blok bestående af Venstre, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, DeKonservative, Dansk Folkeparti og Borgernes Parti står i denne uge til at få 45,4 procent af stemmerne – svarende til 82 mandater. 

Relaterede artikler

Nyeste artikler