Lars Nielsson er ny pædagogisk leder for Jennumparkens Fritidshjem, Juniorklubben, Bygger’n og Kvarterklubben.
Både fritids- og klubområdet er nyt for Dagtilbud Midt, der fra 1. december 2022 rummer både Jennumparkens Fritidshjem, Juniorklubben, Bygger’n og Kvarterklubben. Den nye organisering betyder, at Dagtilbud Midt nu huser børn fra vuggestue til 20 år. Den 2. januar 2023 er Lars Nielsson tiltrådt som pædagogisk leder for Jennumparkens samlede institutioner.
“Jeg er glad for, at vi har fået Lars med, som har et stærkt fagligt grundlag, og som er klar til at indgå i det daglige pædagogiske arbejde, så børnene og de unge bliver tilbudt fritidstilbud af høj kvalitet. Han brænder for området og er parat til at samarbejde om at skabe sammenhæng på tværs af fritidsområdet, dagtilbudsområdet, skole, familieområdet, sundhedsområdet og øvrige forvaltningsområder,” siger Bente Devantie Jensen, leder af Dagtilbud Midt.
Lars Nielsson erstatter bl.a. tidligere mangeårig leder af Jennumparkens Fritidshjem, Birgitte Kaas Sørensen, der gik på pension med udgangen af juli 2022.
“Jeg er superglad, for det er mit drømmejob, og det er en faglig drøm, som går i opfyldelse. Fritidspædagogik og pædagogik for den her aldersgruppe er det, jeg brænder for. I min optik har det pædagogiske arbejde aldrig været vigtigere. Jeg er pædagog af hjertet, og vi skal være med til at sikre børn og unge bedre trivsel. Jeg skal overtage efter en leder, som har brugt en stor del af sit arbejdsliv og gjort et fantastisk stykke arbejde, så nu er opgaven for mig at tage over og gøre det til mit,” siger Lars Nielsson, pædagogisk leder af Jennumparkens Institutioner.
Lars Nielsson er 50 år, uddannet pædagog og kommer fra en stilling som leder af en SFO i Århus Kommune. Han bor på Djursland med kæreste og to børn.