2.8 C
Randers
torsdag, april 18, 2024

Ny rapport: Rygere er blevet bedre til at bruge askebægret

Der ligger færre cigaretskod på jorden i Randers, end der gjorde i 2020. Det viser en ny rapport fra organisationen Hold Danmark Rent, der har talt og analyseret det henkastede affald i Randers Kommune. Rapporten viser også, at borgerne i Randers er gode til at ramme en skraldespand sammenlignet med borgere i andre kommune.

I anledning af rapporten deler Randers Kommune lommeaskebægre og lommeplastikposer ud til borgere fredag den 26. november fra klokken 14.30-16.30 i Randers midtby.

Hold Danmark Rent kortlægger hvert år, hvor meget papir og hvor mange dåser og cigaretskod, der ligger på jorden 20 forskellige steder i Randers Kommune. I 2020 viste rapporten fra Hold Danmark Rent, at 72 procent af det henkastede affald i Randers Kommune var cigaretskod. Det tal er i 2021 faldet til 64 procent. Det glæder ikke mindst Frank Nørgaard, formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune:

“Randers er i 2021 blevet testkommune for en række forsøg, der skal få flere rygere til at ramme et askebæger. Det er derfor meget positivt, at rapporten viser, at rygerne i højere grad er begyndt at tage ansvar for deres cigaretskod, og at nogle af de tiltag, vi har lavet i Randers Kommune, måske allerede har haft en effekt,« siger Frank Nørgaard.

Samarbejde gør en forskel

Randers Kommune er sammen med tre andre danske kommuner med i et forsøg, der skal finde løsninger på, hvordan man undgår cigaretskod i det offentlige rum. Randers Kommune har i 2021 blandt andet samarbejdet med unge fra FGU i Randers. De unge har været med til at ideudvikle og svejse nye runde askebægre med pointsystemer sammen til siddeområderne på Justesens Plæne i Randers. Askebægrene er en stor succes. Desuden stiller kommunen høje cigaretlignende askebægre op forskellige steder i Randers, hvor rapporten fra Hold Danmark Rent viser, at der er mange skod:

»Samarbejdet med de unge fra FGU i Randers viser, hvor vigtigt det er, at kommunerne finder nye veje sammen med borgerne til at finde løsninger på skodproblematikken. Vi ser frem til at fortsætte de mange forsøg i 2022. De bedste løsninger bliver samlet i et idékatalog, som alle kommuner i Danmark kan bruge,« siger Benny Steen Rasmussen, direktør for Hold Danmark Rent.

3. plads kan blive endnu bedre

Rapporten fra Hold Danmark Rent viser, at Randers Kommune ligger på en 3. plads blandt andre store kommuner, når det gælder borgernes villighed til at finde en affaldsspand til deres skrald:

»Det er positivt, at borgerne i Randers gerne vil bruge skraldespandene. Selv om vi ligger godt placeret blandt andre store kommuner, skal vi blive endnu bedre. Vi skal derfor i gang med at undersøge, hvor i Randers Kommune vi kan sætte ind med en ekstra affaldsindsatser,« siger Frank Nørgaard.

Event:

Medlemmer af det kommunale affaldsprojekt Ren Randers går rundt i Randers midtby den 26. november og deler lommeaskebægre og lommeplastikposer. Det sker i tidsrummet fra klokken 14.30-16.30.

I 2021 og 2022 er Randers testkommune for en række forsøg, der skal finde løsninger på, hvordan man undgår cigaretskod i det offentlige rum.  Det er organisationen Hold Danmark Rent, der står for at undersøge og teste indsatserne i en række testkommuner i Danmark. EU har besluttet, at alle medlemslande skal indføre producentansvar på emballage og en række plastprodukter blandt andet cigaretskod fra 2023.

Relaterede artikler

Nyeste artikler