2 C
Randers
lørdag, november 23, 2024

Ny Ren Randers kampagne gør opmærksom på de mest affaldskritiske områder

“Her ligger meget affald,” “brug skraldespanden” og “gør en forskel” er nogen af de budskaber, der nu er synlige i Adelgade og Nørreport, to gader der skiller sig negativt ud i kommunens affaldsanalyse og er et af de i alt 6 områder i Randers, der er såkaldte affaldskritiske områder

Den nye kampagne i byrummet har Randers Kommune sat i værk for at reducere mængden af affald generelt i by og natur. Det skal kampagnen opnå ved at fremhæve de områder, hvor mængden af henkastet affald er særlig høj.

»Så længe der ligger henkastet affald i by og natur, kan vi sammen gøre det bedre. Det her handler om, at vi alle skal gøre en forskel. Vi skal simpelthen kollektivt ændre vaner og bruge skraldespanden hver gang. Kampagnen er et skridt mod at beskytte vores by og natur og sikre, at Randers forbliver et sted, vi alle kan være stolte af. Vi håber, at borgerne vil tage godt imod budskabet og aktivt bidrage til at holde byen ren,« siger Frank Nørgaard, formand for miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.

Kampagnen begynder på Nørreport/Adelgade.

En samlet indsats for en renere by

Ud over plakater og skraldespandsfolie indebærer kampagnen også en intensiv oprydning, hvor Randers Kommunes driftsteam udfører en dybdegående rengøring med fejevogn og affaldssnappere på Nørreport og Adelgade.

Derudover modtager boligejere, beboere og erhvervsdrivende på gaderne en besked i e-Boks med information om kampagnen og opfordring til at støtte op om indsatsen for en renere by. Kampagnen understøttes yderligere på sociale medier, hvor borgerne kan følge med og blive inspireret til at gøre en forskel i deres hverdag.

»Det er faktisk ulovligt at henkaste affald i by og natur. Når der alligevel ligger noget på fortovet foran ens ejendom, så er man som boligejer forpligtet til at fjerne det affald, der ligger – fuldstændig ligesom ukrudt, sne og is. For mig handler det om sund fornuft og om at bruge skraldespanden også selvom det kræver, at man skal tage affaldet i lommen indtil man kommer til en,« siger Magnus Vilstrup, der er sektionsleder for Veje og Trafik i Randers Kommune.

Kampagnen i Nørreport og Adelgade kører indtil uge 49.


Hvad er et affaldskritisk område?
Der er ofte en sammenhæng mellem høj trafikintensitet (dvs. mange mennesker, pendlere og turister) og mængden af henkastet affald på lokaliteten. Byområderne har ofte de største problemer med henkastet affald En kritisk lokalitet er en lokalitet med et højt indekstal svarende til meget affald på stedet. (Se HDR affaldsindeks på randers.dk) Hvis det vægtede indekstal er mellem 6 og 9 (jf. Hold Danmark Rent affaldsindeks), så er der tale om en et kritisk niveau i renhold

Affaldskritiske områder i Randers Kommune:
Nørreport/Adelgade (Indeks 6,5) Jernbanegade (Indeks 6,5) Jens Otto Krags Plads (Indeks 6,4) Vestergade (Indeks 6,4) Storegade (Indeks 7,4) Randers Busterminal (Indeks 6,5)

Læs mere om kampagnen og find affaldsanalysen:
Affaldskritiske områder i Randers

Læs mere om grundejernes ansvar:
Grundejernes ansvar

Relaterede artikler

Nyeste artikler