5.7 C
Randers
lørdag, april 27, 2024

Ny Ren Randers kampagne minder hundeluftere om at samle op

Hver dag samler hundeluftere hundelorten op. Og det hylder en ny kampagne. Kampagnen skal skabe en positiv og konstruktiv samtale om det fælles ansvar for at holde det lokale område rent. Du kan støtte kampagnen med et nyt klistermærke til din skraldespand

I samarbejde med hundeforeninger, dyrlæger og dyrehandlere lancerer Randers Kommune en kampagne, der opfordrer hundeejere til at tage ansvar for at samle hundelorten op og smide den i skraldespanden. Kampagnen sætter ord på normer og regler inden for hundeluftning for at skabe en positiv samtale og debat om udfordringerne.

»Jeg ved, at der er rigtig mange hundeejere, der er gode til at rydde op efter sig, men jeg ser stadig hundelorte og hundelorteposer efterladt i by-, park- og naturmiljø. Og det vil vi gerne ændre,« siger Nels Markussen, chef for Plan, By og Natur i Randers Kommune.

Nyt klistermærke skal skabe synlighed i byrummet

Et nyt klistermærke bliver i forbindelse med kampagnen delt ud til interesserede borgere i samarbejde med lokale hundeforeninger, dyrlæger og dyrehandlere. Klistermærket kan klistres på skraldespanden for at signalere, at forbipasserende hundeluftere må bruge skraldespanden.

»Vi ønsker at anerkende og motivere dem til at fortsætte deres gode adfærd og være stolte af deres bidrag til en renere by. Med det nye klistermærke kan man stille sin private skraldespand til rådighed for at hjælpe hundeejere hurtigere af med hundelorteposen. Ved at bruge klistermærket signalerer man også, at man støtter kampagnen og er dermed med til at sprede budskabet,« siger Nels Markussen.

Ifølge loven må man ikke bruge privatpersoners skraldespande til at bortskaffe sit affald uden samtykke. Med klistermærket kan ejeren af skraldespanden signalere, at det er ok at smide hundelorteposen deri.

Video fejrer de gode eksempler

Kampagnen kommunikerer budskabet gennem forskellige kanaler og medier. Der er blandt andet udviklet kampagnevideoer til deling på sociale medier, hvor hundeluftere bliver overrasket og fejret med konfetti og bobler, når de samler hundelorten op og smider posen i skraldespanden.

»Videoerne viser meget godt vores tilgang til det her emne. Vi ønsker at fremhæve de gode eksempler, der heldigvis er mange af, for på den måde at minde resten om, hvad der er normen at gøre,« siger Nels Markussen.

Kampagnen støttes af foreningerne:

● DCH Nørhald
● DCH Randers
● Randers Agility
● Schæferhundeklubben
● Dansk Kennel Klub Randers
● Randers Rottweilerklub

Læs mere om kampagnen på www.randers.dk/renranders

Relaterede artikler

Nyeste artikler