-1.4 C
Randers
torsdag, november 21, 2024

Ny skoleleder budt varmt velkommen på Bjerregrav Skole

Randers Kommune har ansat Marlene Ankjær som skoleleder på Bjerregrav Skole, og hun kommer med lang erfaring som både viceskoleleder og pædagogisk leder. På hendes første dag stod børnene klar i en 100 m lang flagallé.

Der ventede den nye skoleleder, Marlene Ankjær, lidt af en overraskelse, da hun ankom til Bjerregrav Skole på sin første arbejdsdag den 1. juni. Fra morgenstunden stod skolens elever klar med Dannebrog og blomster. Her dannede de en 100 m lang flagallé hele vejen langs stien og ind til skolen, hvor Marlene blev mødt af både smil og highfives.

»Jeg er virkelig overrasket over at blive budt velkommen på den måde, og alle har taget så godt imod mig. Det mærkes virkelig med det samme, at skolen har blik for fællesskab og faglighed og er et stærkt omdrejningspunkt i lokalsamfundet. Jeg er rigtig glad for at være blevet skoleleder på Bjerregrav Skole, og jeg glæder mig til at tage del i arbejdet med at lave god skole for alle. Jeg deler skolens vision og lægger vægt på at være ambitiøs, nysgerrig og sammen med hele holdet at videreudvikle den gode lokale folkeskole i Øster Bjerregrav,« fortæller Marlene, der understreger, at skoleledelse handler om at inddrage medarbejdere, bestyrelse og forældre, at ledelse foregår i fællesskab med andre. 

Det er en bred ledererfaring, som Bjerregrav Skoles nye leder, Marlene har med sig. Hun er 41 år, uddannet lærer og har en diplomuddannelse i ledelse. Marlene har både arbejdet som lærer og indskolingskoordinator, afdelingsleder, viceskoleleder og siden 2021 som pædagogisk leder på Tranbjergskolen. Hun har dermed erfaring med et stort ledelsesspænd og har blikket rettet mod at skabe det gode samspil på tværs af fagprofessionelle, samarbejdet med lokalsamfundet og ikke mindst skole-hjem samarbejdet.

»Jeg er rigtig glad for at byde Marlene Ankjær velkommen som skoleleder. Vi får en meget dygtig og kompetent leder, der har en bred ledelsesmæssig erfaring. Det er væsentlige erfaringer som jeg er sikker på, at Marlene vil sætte stærkt i spil og samtidig sammen med hele skolen at skabe det bedste skoleliv for eleverne,« siger Morten Lyhne, skolechef i Randers Kommune.

Privat bor Marlene i Risskov sammen med sin mand og børn. Hun er glad for naturen, binder gerne sine vandrestøvler eller tager en yogamåtte under armen. 

Relaterede artikler

Nyeste artikler