14.6 C
Randers
tirsdag, maj 7, 2024

Ny teknologi nedbringer ventetid med to måneder

Nu kan pensionister få udbetalt helbredstillæg op til to måneder tidligere. Det skyldes, at Borgerservice i Randers har fået en robot, som løser en opgave, som før skulle laves af en medarbejder.

Når en pensionist har fået fodbehandling og skal have tilskud til regningen, kan pengene nu allerede være på kontoen den følgende udbetalingsmåned. Før kunne der gå op til tre måneder. Det kan lade sig gøre på grund af den nye robot, som hjælper Borgerservice med udregningerne.

»Sagsbehandlerne kigger på robottens udregninger, og på den måde kan de lynhurtigt overskue, om borgerne skal have udbetalt tillæg og derefter sætte det til udbetaling. Det sparer os for en masse papirarbejde og sagsbehandling, og borgerne får deres penge hurtigere,« siger Birgitte Guldberg, borgerservicechef i Randers Kommune.

Robotten er i virkeligheden et lille computerprogram, som kan arbejde i baggrunden, mens medarbejderne laver andre opgaver. Borgerservice har tidligere haft en medarbejder ansat, som tre gange om ugen hentede fakturaer i et dueslag og lavede beregningerne med en lommeregner.

»Det er en meget tidskrævende opgave, som bliver langt lettere med den nye robot,« fortælle Birgitte Guldberg.

Opfordring til at bruge WorkKet-appen

For at fakturaerne kan blive behandlet af robotten i Borgerservice, kræver det dog, at fodbehandlerne bruger en app, som hedder WorkLet. Via appen kan fodterapeuterne sende fakturaerne til Borgerservice. Borgerne slipper samtidig for selv at skulle forbi Borgerservice og aflevere deres fodplejeregning.

Det er dog stadigvæk 40% af fodplejerne her i kommunen, som endnu ikke bruger appen. Og det leder til, at nogle borgere fortsat har lang ventetid på deres udbetaling, fordi det kræver manuel sagsbehandling hos Borgerservice.

»Vi vil gerne opfordre alle fodplejere til at bruge appen. Den er let at bruge, og det gør alting nemmere for borgerne, fodplejerne og nedbringer mængden af kommunal administration,« siger Birgitte Guldberg.

Automatisering kan udbredes

Robotten er lavet af Randers Kommunes Digitaliseringsafdeling, og den er bygget, så den i fremtiden kan bruges i andre lignende sammenhænge. Det kan være at udregne helbredstilskud til fx fysioterapi, psykolog og kiropraktik. Digitaliseringsafdelingen arbejder lige nu på at afdække hvilke af kommunes opgaver kan løses af en robot, så de i fremtiden også kan blive automatiserede.

WorkLet-appen kan downloades her:

apps.apple.com/dk/app/worklet/

play.google.com/store/apps/dk

Relaterede artikler

Nyeste artikler