Hver fjerde af de adspurgte forældre, hvis børn har haft brug for hjælp i psykiatrien, har lav eller ingen tillid til børne- og ungdomspsykiatrien. Det viser en ny undersøgelse, Norstat har foretaget for Psykiatrifonden.
»Børn og unge og deres forældre møder ofte en lukket dør, når de har brug for hjælp. Det skal vi løse nu. Det er akut,« siger Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold.
Norstat har gennemført en undersøgelse for Psykiatrifonden blandt 351 forældre til børn med psykiatriske diagnoser og stillet en række spørgsmål om vejen til den hjælp, barnet og familien har brug for.
Undersøgelsen viser blandt andet, at:
● Der gik i gennemsnit 9-10 måneder fra forælderen havde en formodning om, at barnet havde behov for hjælp, til de modtog hjælp. 6% svarer, at de ikke blev tilbudt hjælp. 18% ventede 1-2 år på hjælp til deres barn.
● 25% har lav eller ingen tillid til børne- og ungdomspsykiatrien. 37% har stor eller meget stor tillid. 73% har nogen, stor eller meget stor tillid til børne- og ungdomspsykiatrien.
● 46% af dem, hvis barn har haft brug for akut hjælp i psykiatrien angiver, at de i mellem eller stort omfang har fået den hjælp, der var brug for. 24% af dem angiver, at de har modtaget hjælpen i lavt omfang, og 30% angiver, at deres barn ikke fik den akutte hjælp, der var brug for.
● 38% af børnene har modtaget medicinsk behandling i psykiatrien, og 26% har modtaget psykoterapi. 28% har ikke modtaget nogen behandling.
● Under halvdelen, 46% af forældrene, synes, at de blevet klædt på af fagpersoner til livet med deres barns psykiatriske diagnose.
● 75% svarer, at de ikke har fået hjælp til at navigere i sundhedssystemet, kommunen oa. i forbindelse med deres barns situation.
Sov foran sønnens dør
Børn og unge og deres forældre må ikke møde en lukket dør, når de har brug for hjælp. Det skal vi løse nu. Det er akut
Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold
»En mor fortalte, at hendes 15-årige søn var gået hjemmefra midt om natten og var blevet fundet mange kilometer væk med selvmordstanker. Alene kører hun ham til børne- og ungdomspsykiatrien en times kørsel derfra i håb om at få hjælp. Hun må køre hjem igen uden at få den hjælp. Næste nat sover hun foran hans dør. Hvad skal hun gøre? Vi kan se i vores undersøgelse, at mange forældre oplever en børne- og ungdomspsykiatri, som ikke giver deres børn den behandling, der er brug for.«
Som at danse vals med en sten i skolen
Tre ud af fire forældre svarer i undersøgelsen, at de ikke har fået hjælp til at navigere i at have et barn med en psykiatrisk diagnose, og tæt på hver femte venter op til to år på at få hjælp til barnet.
»Hvad gør det ved en familie, at man har et barn, som har det så svært, og der ikke er nogen, der tager ansvar for, at familien får hjælp? Forældrene fortæller os, at de bruger alle deres kræfter på at navigere i psykiatri, skole og kommune. Hele det understøttende system mangler,« siger Marianne Skjold Larsen.
»En far svarer i vores undersøgelse, at det at forsøge at få hjælp til sit barn med en psykiatrisk diagnose svarer til at forsøge at danse vals med en sten i skoen. Det er desværre nok et præcist billede,« mener Marianne Skjold.
