3.5 C
Randers
søndag, december 22, 2024

Nye rammer for selvhjælp til sårbare borgere hos Selvhjælp Randers

Selvhjælp Randers inviterer til indvielse af det nye Bevægelses- og Krearum den 15. september kl. 14.30-16:30.

Hermed udvides den brede vifte af tilbud til sårbare borgere i Randers Kommune. Rummet skal blandt andet rumme det nye koncept ”SelvhjælpsYoga” samt for nye tilbud, som kombinerer selvhjælpsmetoden med kreativitet.

Selvhjælp Randers er i vækst, og har igen udvidet tilbuddene til sårbare borgere i Randers Kommune. Senest med det nye koncept ”Selvhjælpsyoga”, der kombinerer viden og redskaber fra den klassiske Selvhjælpsmetode med kropslige øvelser, mindfulness og åndedrætsteknikker fra den klassiske Hathayoga.

Formålet med SelvhjælpsYoga projektet er at give deltagerne redskaber til positiv forandring så deltagerne oplever at få større selvindsigt, større selvaccept og nye mestringsstrategier. Samtidig bliver deltagerne en del af et positivt fællesskab med ligesindede, som har samme udfordringer som dem selv. 

»Her får jeg muligheden for at få kontakt til mig selv, og det kan på en og samme tid være en meget velgørende og beroligende fornemmelse i kroppen; men også være lidt sårbart at møde det, der er gemt væk i kroppen. Kroppen husker alt og glemmer aldrig,« siger Kirsten Hur Jørgensen, deltager i SelvhjælpsYoga mod stress.

»Jeg kan med sikkerhed sige, at Randers selvhjælp har hjulpet mig, så jeg bedre kan mærke, hvornår hovedet har fået nok, inden det går galt. Derudover oplever jeg en fællesforståelse ml. Os stressramte. Deres hold har været med til at gøre mig stærkere og klogere, i min krop og sind,« fortæller Gitte Bach.

Projektet, som er støttet af Helsefonden, løber over tre år, hvor der vil blive udbudt fire forløb årligt. Hvert forløb er målrettet en specifik målgruppe, og hver mødegang bliver lavet specifikt til denne målgruppe.

Selvhjælp & kreativitet

Udover yoga rummer de nye lokaler et kreativt værksted, hvor der er rig mulighed for at være kreativ. Meningen med dette er, at selvhjælp Randers nu kan tilbyde gruppeforløb hvor selvhjælpsmetoden kombineres med noget kreativt

»Vi har nu endnu mere at tilbyde borgere, der har det svært. Vi møder mennesker der hvor de er i livet, og gruppeforløb hvor vi bruger selvhjælpsmetoden med et kreativt input som f.eks. at lave smykker, tegne, male, hækle mødes deltagerne på et fælles grundlag med ligestillede både ift. kreativiteten og emnet man mødes omkring. Det kreative rum kan skabe base for tryghed og man kan trække sig fra samtalen, hvis man har brug for et pusterum fra fællessnakken. Målgruppen unge + voksne,« for tæller Majbritt Bargsteen, som er daglig leder af selvhjælp Randers.

»Jeg skal være gruppeleder for det første gruppeforløb for piger 14-17 år med angst/bekymringstanker, hvor vi har smykker, som den kreative del. Jeg har selv angst, og har stor glæde af at bruge det kreative, som en slags mindfulness. Jeg glemmer angsten, hvis man kan sige det sådan, når jeg fordyber mig i det kreative. Jeg får tankemyldret helt i ro og kroppen slapper helt af,« oplyser Anne-Mette Leervad Christensen.

Med det nye Bevægelses- og Krearum, skabes der nye muligheder og rum for disse nye tilbud. Derfor inviterer Selvhjælp Randers til indvielse af det nye Bevægelses- og Krearum d. 15. september kl. 14.30-16:30. Alle interesseret er velkomne.

Man kan allerede komme på en venteliste, hvis man er interesseret i at blive deltager eller frivillig på ét af forløbene, eller hvis man har spørgsmål hertil. Kontakt projektleder Anja Kristensen via mail: anja@selvhjaelpranders.dk eller telefon: 6058 2928

Relaterede artikler

Nyeste artikler