Fire poster får nye repræsentanter i Randers Fælleselevråd
Elevrådsrepræsentanter fra 19 folkeskoler i Randers Kommune har netop afholdt skoleårets første møde i Underværket, hvor de blev introduceret til fælleselevrådets arbejde og valgte et nyt formandskab.
Der var tæt løb blandt de to opstillede kandidater til formandsposten, som endte med at gå til 13-årige Annikka Mie Normann Womack fra 7.C på Korshøjskolen:
»Jeg er meget spændt. Det er mit første år i elevrådet, og jeg har allerede gjort mig mange tanker om mærkesager, vi kan arbejde videre med i Fælleselevrådet. For eksempel at rykke skoletiden, så vi kan fokusere bedre. Vi kan også tænke i måden at købe tøj og generelt det vi forbruger, fordi vi udleder for meget CO2. Personligt vil jeg også gerne sætte fokus på diagnoser i skolen, da jeg selv er ordblind og har en diagnose,« siger hun.
På de andre poster blev Arisa Ahmeti fra 6.C på Hobrovejens Skole valgt til næstformand, Mikkel Tryk Søndergaard fra 6.B på Langå Skole blev sekretær og Alexander Völkan Öskan Stefánsson fra 6.A på Østervangsskolen blev kasserer.
Nyt samarbejde
Randers Fælleselevråd blev oprettet i 2016 for at styrke elevdemokratiet i Randers Kommune. Siden da har fælleselevrådets medlemmer arbejdet for at forbedre skolelivet for byens mange tusinde folkeskoleelever.
»Jeg glæder mig til at samarbejde med det nye fælleselevråd. Vi har tradition for at have et stærkt og godt fælleselevråd, som giver os en indsigt i skolerne, vi kan handle på. Der er ikke nogen bedre end eleverne selv til at definere, hvordan vi kan gøre skoledagen bedre. Jeg er både stolt og imponeret over, at vi har elever i 6. og 7. klasse, som brænder for formandskabet,« siger Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget.
I 2022 kunne Randers Kommune fejre titlen som Årets Elevvenlige kommune for anden gang på 4 år. En pris, der uddeles af Danske Skoleelever til den kommune, der ifølge elevorganisationen gør den bedste indsats for at styrke elevdemokratiet og elevinddragelsen. Randers Kommune havde i særlig grad udmærket sig ved at have et top-engageret Fælleselevråd, der gennem konkrete initiativer ude på skolerne, var med til at sikre bedre undervisning sidste år