Uddrag af døgrapporten
Stjal løbesko – men kunne ikke løbe fra politiet
Østjyllands Politi modtog søndag morgen kl. 07.03 en anmeldelse om indbrud i en sportsforretning i Aarhus Midtby.
Vores vakse operatører på politiets vagtcentral spottede hurtigt en formodet gerningsmand på byovervågningen. Via overvågningen kunne de følge manden, som cyklede ad Åboulevarden mod Europaplads.
En disponent fra vagtcentralen snørede hurtigt sine tjenestesko, forlod pladsen bag skærmen og satte kursen til fods mod Europaplads. Her traf han den cyklende indbrudstyv, som smed en større papkasse med cirka 15 par løbesko fra sig. Indbrudstyven fortsatte herefter flugten mod politigården.
Endnu en disponent satte nu kursen til fods fra vagtcentralen for at fange indbrudstyven. Jagten fortsatte ad Spanien mod Jægergårdsgade og havnen, hvor indbrudstyven forsøgte at gemme sig på en byggeplads.
Med hjælp fra en opmærksom borger blev vores løbestærke disponent ledt i den rigtige retning og kunne kort efter melde, at han havde anholdt indbrudstyven – en 48-årig mand fra det vestlige Aarhus.
Manden er nu sigtet for overtrædelse af straffeloven og kan se frem til en tur i Retten i Aarhus, hvor en dommer skal tage stilling til sagen.
Sportsforretningen fik senere på formiddagen genudleveret alle tyvekosterne.
***
3 unge mænd på en stjålet motorcykel
En patrulje fra Østjyllands Politi kørte søndag morgen omkring kl. 04.00 patrulje i det nordlige Aarhus og Risskov.
På Nordre Strandvej blev patruljen pludselig mødt af en motorcykel i høj fart med tre yngre mænd på.
Patruljen eftersatte motorcyklen, samtidig med at flere patruljer og en drone blev sendt mod stedet.
Det udviklede sig til en kortere eftersættelse, hvorefter motorcyklen standsede, og de tre mænd løb fra stedet. En af de unge mænd blev løbet op af patruljen, mens en anden gerningsmand blev spottet af droneføreren. En anden patrulje kunne derfor kort efter anholde ham. Den sidste gerningsmand er fortsat på fri fod.
Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at motorcyklen var stjålet fra en adresse i Risskov.
Forældrene til de to anholdte unge mænd på henholdsvis 15 og 17 år blev sammen med Børn og Ungevagten ved Aarhus Kommune tilkaldt.
Begge de anholdte blev sigtet for brugstyveri, ligesom føreren af motorcyklen blev sigtet for en lang række færdselsforseelser.


