Flere politikredse indgår nu et samarbejde med Dansk Center for Familier & Sorg, som skal støtte forældre, der får den værst tænkelige besked.
Fra 1. februar kan betjente i politikredsene i Østjylland, Nordjylland, Sydøstjylland og Københavns Vestegn hjælpe forældre, der lige har mistet deres barn, med at få akut terapi og sorgstøtte.
Hvis et barn eller en ung under 25 år afgår ved døden, f.eks. i en ulykke, så kan politiet fremover tilbyde forældrene, at de kan blive kontaktet telefonisk af Dansk Center for Familier & Sorg, hvor de kan modtage specialiseret sorgterapi og terapeutisk støtte inden for 48 timer.
Samarbejdet med Dansk Center for Familier & Sorg er et pilotprojekt, som i første omgang starter i nogle enkelte politikredse, og projektet vil løbende blive evalueret. Blandt andet med henblik på muligheden for at udbrede det til flere kredse senere.
»At få at vide, at man pludseligt har mistet et barn er den mest frygtelige besked, man kan få, og det er jo en enorm sorg og et chok, som rammer de forældre, som vores betjente skal ud at underrette. Vi synes, at det er en god håndsrækning i en uoverskuelig situation, at vi nu kan sørge for, at forældrene kan få hjælp inden for to dage, og at de ikke selv skal tage initiativ,« siger politiinspektør René Raffo fra Østjyllands Politi på vegne af de fire deltagende politikredse.
Også en hjælp til politiet
Politiinspektøren fremhæver, at tiltaget også vil være en god hjælp for politiet.
»Først og fremmest giver det en lille støtte til nogle familier, der er meget hårdt ramt, men det er også en god løsning for vores betjente. Det er på alle måder en svær opgave at fortælle en forælder, at deres barn er gået bort, men nu har vi en mulighed for at sørge for hjælp med det samme og ikke have samme følelse af at efterlade forældrene uden at kunne tilbyde akut støtte,« siger René Raffo.
Hurtig hjælp virker bedst
Hos Dansk Center for Familier & Sorg er de også glade for det nye tætte samarbejde med politiet.
»Vi hører ofte, at forældrene oplever betjentene som meget omsorgsfulde. At de har et stort ønske om at hjælpe forældrene videre i den konkrete situation, men at de samtidig kan være usikre på, hvad de præcist kan gøre. Derfor er vi meget glade for samarbejdet. Det giver både de involverede betjente et konkret værktøj, der hjælper dem i mødet med forældrene, og ikke mindst er det med til at sikre, at forældrene får den nødvendige hjælp hurtigt. Og det er utrolig vigtigt, for al vores erfaring viser, at de forældre, som klarer sig bedst i sorgen og som over tid formår at lande i deres nye hverdag på en god måde, er dem, der bliver grebet med professionel og specialiseret hjælp og støtte med det samme,« siger Birgitte Sofia Horsten, der er direktør i Dansk Center for Familier & Sorg.
Ordningen er i første omgang målrettet de tilfælde, hvor et barn under 25 år omkommer, og hvor politiet skal underrette forældrene. I praksis vil samarbejdet betyde, at betjentene, der skal underrette, spørger forældrene, om de vil give tilladelse til at blive kontaktet af en terapeut.
Hvis forældrene samtykker, udfylder betjentene hurtigt et elektronisk skema, og inden for de næste 48 timer vil de telefonisk blive tilbudt specialiseret sorgterapi og terapeutisk støtte hos Dansk Center for Familier &
Generelt om Dansk Center for Familier og Sorg
Centret tilbyder gratis, specialiseret sorgterapi til alle forældre, der mister deres barn, inden for 48 timer – uanset barnets alder og dødsårsag. I det nye samarbejde med politiet, er det p.t. forældre til børn under 25 år, som politiet giver et tilbud om hurtig kontakt til centret.
Dansk Center for Familier og sorg tilbyder også gratis, specialiseret sorgterapi for forældre med hjemmeboende børn, der mister deres partner – uanset dødsårsag.
Organisationen har mere end 15 års professionel erfaring med at hjælpe familier i sorg.
Læs mere på familierogsorg.dk


