12 C
Randers
søndag, maj 5, 2024

Østjyllands Politi og Nordsjællands Politi har haft mest travlt med indbrudsanmeldelser

Landet over har politiet siden 19. december modtaget 239 anmeldelser om indbrud.

Indbrudstyvene landet over har haft en lille smule mere juletravlt i år end sidste år, men antallet af juleindbrud er lavt sammenlignet med tidligere år.

Det viser en opgørelse fra Rigspolitiet. Statistikken, der tæller antallet af anmeldte indbrud siden 19. december – hvor de første begyndte at tage på juleferie – tæller frem til mandag morgen 239 anmeldelser.

»Det skal ses i sammenligning med, at vi havde 237 anmeldelser på samme tidspunkt sidste år, så tallene ligner jo meget hinanden,« siger Christian Berthelsen, der er politiassistent i Rigspolitiets kommunikationsafdeling.

Han fortæller videre, at Østjyllands Politi og Nordsjællands Politi har haft mest travlt med henholdsvis 66 og 60 anmeldelser.

Ingen anmeldelser på Bornholm

I den anden ende af skalaen har man på Sydsjælland og Lolland-Falster kun registreret 18 indbrud, mens der på Bornholm ikke er anmeldt ét eneste af slagsen.

Statistikken skal tages med det forbehold, at mange, som har været bortrejst i julen, endnu ikke er vendt tilbage og derfor måske ikke har opdaget, at der har været ubudne gæster.

Hvis de kommer hjem til et hus, der har været brudt ind i og kan fastslå, at indbruddet er sket på en bestemt dato, vil tallene blive justeret efterfølgende.

Christian Berthelsen opfordrer alle, der opdager, at der har været indbrud, mens de har været væk, til at ringe 114 og melde det med det samme.

»Og så skal man så vidt muligt ikke røre ved noget, indtil politiet har været forbi,« siger han.

Antallet af indbrud i juledagene har vist faldende tendens de senere år, blandt andet i forbindelse med corona, hvor mange blev hjemme og holdt jul.

Mens der i 2018 og 2019 blev registreret henholdsvis 1233 og 1158 indbrud fra 19. december til 2. juledag, lå tallet i 2021 på 620, mens det sidste år var helt nede på 365.

En af forklaringerne på sidste års lave antal kan være, at der var tale om en såkaldt arbejdsjul, hvor mange skulle på arbejde imellem jul og nytår og derfor kom hurtigere hjem.

Relaterede artikler

Nyeste artikler