Rådyrene vil samtidig i den næste måneds tid skille sig af med sidste års lam, og det medfører hvert år hundredvis af trafikdræbte ungdyr, som uerfarne og stressede flakker rundt alene i naturen.
Bilister, der kører gennem naturområder, bør derfor være ekstra påpasselige.
»Der sker både ulykker med svær materiel skade som følge af dyrepåkørsler, men også dødsulykker. Årligt mister mindst to til tre personer livet efter sammenstød med dyr. Ikke af sammenstødet, men fordi de i panik forsøger at undvige og støder sammen med modkørende eller ind i et vejtræ,« siger Allan Bruun Rasmussen.
Risikoen for personskade øges tillige i disse år, fordi bestanden af kron- og dåvildt er stigende, og det medfører et stigende antal påkørsler.
Allan Bruun Rasmussen giver følgende råd, som bilister bør følge, når de kører gennem naturområder i denne tid:
● Sæt farten ned og udvis agtpågivenhed, og vis derudover respekt for de opstillede advarselstavler med hjortevildt. ● Vær særligt opmærksom i daggry og skumring, hvor langt de fleste dyr bliver påkørt. ● Har du set et stykke hjortevildt krydse vejen foran dig, så kommer der sandsynligvis flere. Vildt krydser yderst sjældent en vej alene. ● Ser du vildt tæt på vejen, skal du ikke regne med, at det nødvendigvis bevæger sig væk fra vejen – det kan lige så godt finde på at springe ud foran bilen. ● Det bedste er at bremse og holde fast i rattet. Hvis en undvigelse forsøges, skal du køre bagom, da hjortevildt aldrig vil vende om. ● Er en kollision uundgåelig, forsøg da at ramme den bagerste del af dyret. På den måde minimeres risikoen for, at dyret kommer ind gennem forruden. ● Hvis uheldet alligevel er ude, skal du underrette Dyrenes Vagtcentral på 1812. |
Der er delte meninger om farligheden
Naturstyrelsen mener dyrene skal bruge en måneds tid på at væne sig til ændringen, mens forskning viser, at der ikke er nogen sammenhæng og igen siger Falcks erfaring det modsatte. Hvad er op og ned på sommertid for vildtet?
Dyrene er vant til at trafikken begynder på bestemte tidspunkter, men når vi alle på en og samme tid stiller urene én time frem, så begynder der pludselig at være trafik på et tidspunkt, hvor dyrene tidligere havde naturen for sig selv. Dette kan øge risikoen for trafikuheld forårsaget af råvildt og hjortevildt (kronvildt, dåvildt og sikavildt) samt uopmærksomme bilister.
Vildtkonsulent Lars Richter Nielsen fra Naturstyrelsen siger: »Ændringen fra vintertid til sommertid sker pludseligt, og derfor kommer det altid bag på dyrene. De er vant til, at der er ro i overgangen fra nat til dag. Men når vi alle sammen fikser med uret på én gang, myldrer det pludselig med farlig trafik på et tidspunkt, hvor dyrene også bevæger sig meget omkring.«.
Kilde: “Sommertid er farlig for dyrene” på Naturstyrelsen.dk
Institut for Bioscience på Aarhus Universitet
Det er ikke alle der er enige i, at omstillingen til sommertid øger antallet af trafikdræbte rådyr. Morten Elmeros fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet har gennemført forskning på området.
Morten Elmeros siger:
»Vi har kigget på tallene fra påkørsler af rådyr gennem de seneste 8 år. Tallene er fra de schweiss-hundeførere, der tager ud og opsporer påkørte dyr. Der er ikke nogen stigning hverken i ugen efter, vi er gået fra vintertid til sommertid eller i ugen efter, vi er gået fra sommertid til vintertid.«
Husk den elektroniske p-skive
Er du som de fleste, så er uret i bilen nok det sidste, du får indstillet korrekt. Men det kan blive en dyr fornøjelse. Når bilens ur står forkert, kommer vi nemt til at indstille p-skiven forkert.
En p-afgift er næppe det påskeæg, de fleste går og drømmer om. Derfor minder Q-Park som altid på denne årstid alle bilister om at huske uret i bilen på søndag.
Husk også at tjekke den elektroniske p-skive. Det er langt fra alle modeller, som automatisk skifter til sommertid.
»Vores job er at forhindre misbrug af parkeringspladserne dér, hvor vi er hyret til at lave parkeringskontrol,« siger Q-Parks direktør Alex Pedersen. Det gør vi ved at kontrollere bilernes p-skiver, og p-vagten kan kun forholde sig til det, som p-skiven viser”.
Han understreger også, at Q-Park har hverken færre eller flere medarbejdere på arbejde om søndagen efter skiftet til sommertid.