4.2 C
Randers
fredag, april 19, 2024

Omstridt EU-parlamentariker er færdig i Radikale Venstre

De radikales Karen Melchior melder sig ud af partiet, men fortsætter i EU-parlamentet. Der sker efter måneders stridigheder med partiets bestyrelse.

Medlem af EU-Parlamentet Karen Melchior melder sig ud af Det Radikale Venstre, men fortsætter sit virke i parlamentet. Det oplyser hun i en pressemeddelelse.

Beslutningen kommer efter, at partiet i maj opfordrede Karen Melchior til at trække sig fra sit mandat i EU-Parlamentet.

Den opfordring svarer politikeren nu på ved at trække sig fra partiet – men altså ikke fra EU-parlamentet.

»Jeg kender mine kvaliteter, såvel som mine fejl, som politiker og som leder, men på det foreliggende grundlag kan jeg ikke efterleve anmodningen om at nedlægge mit mandat i Europaparlamentet,« siger hun i pressemeddelelsen.

Hun oplyser videre, at hun vil fortsætte med at kæmpe for radikale mærkesager.

Arbejdsmiljø under Melchior skabte kritik

I februar sygemeldte Karen Melchior sig, men i marts meddelte hun på Facebook, at hun var klar til at genoptage arbejdet i Europaparlamentet. Kort efter kom opfordringen til at opsige sit mandat.

Ekstra Bladet har fulgt sagen om Karen Melchior tæt og har blandt andet bragt historier om medarbejdere, der har sagt op, fordi det ifølge dem var ulideligt at arbejde under det radikale EP-medlem.

Det var den situation, som førte til, at de radikales hovedbestyrelse opfordrede hende til at træde tilbage fra parlamentet. Det forklarede landsformand Mikkel Irminger over for TV 2 i maj:

»Afsæt for situationen er en række alvorlige brud på Det Radikale Venstres samværspolitik, samt at vi ikke kan opnå sikkerhed for et tilfredsstillende arbejdsmiljø på Karen Melchiors kontor i Europa-Parlamentet,« lød det.

I dagens pressemeddelelse har hun også vedhæftet et notat fra sin advokat om arbejdsmiljøsagens proces.

»Efter maj, havde jeg en forventning om, at jeg fredeligt kunne få lov til at fortsætte mit arbejde, men partiets ledelse valgte at modarbejde og chikanere mig på forskellig vis, formentlig, da partiet ikke har en eksklusionsparagraf i sine vedtægter. Derfor kommer jeg til at melde mig ud af Radikale,« skriver hun.

Hun forklarer videre, at hun føler et ansvar over for de 17.292 personer, der i 2019 stemte på hende og de radikale mærkesager, som hun gik til valg på, og derfor bliver hun i EU-parlamentet mandatet ud.

»At jeg fortsætter mit arbejde for de politiske værdier og mål, som de stemte for, indtil mandatet udløber, det skylder jeg dem, der stemte på mig.«

Relaterede artikler

Nyeste artikler