8 C
Randers
torsdag, april 18, 2024

Partier er enige om at lave en handlingsplan mod racisme

Regeringen er enig med partierne bag finansloven om at bruge nogle af midlerne fra finanslovsaftalen for 2022 til en handlingsplan mod racisme.

Handlingsplanen skal bekæmpe racisme bredt i samfundet, og dens initiativer skal således favne fra arbejdsmarked og undervisning til kulturliv og hadforbrydelser. Men først og fremmest skal racismens omfang og karakter kortlægges.

Aftalepartierne bag finanslovsaftalen for 2022 er enige om, at der skal gøres mere for at bekæmpe racisme i Danmark. Der er således enighed om at anvende nogle af de midler, der er afsat på finansloven for 2022 til en styrket indsats mod hadforbrydelser, til en handlingsplan mod racisme.

Justitsminister Nick Hækkerup siger:

»I Danmark skal der være plads til at være den, man er. Derfor vil regeringen sammen med aftalepartierne bag finansloven lave en handlingsplan, der bekæmper racisme i dens mange grimme afskygninger. Vi skal bl.a. blive endnu bedre til at håndtere hadforbrydelser. Med flersårsaftalen for politi og anklagemyndighed har vi allerede styrket myndighedernes indsats på området, ligesom regeringen senest har bakket op om at tydeliggøre, at der er tale om en hadforbrydelse, uanset om forbrydelsen kun delvist er motiveret af had,« siger justitsministeren.

»Det er ikke Danmark værdigt, at vi har borgere i landet, der oplever hadforbrydelser og afvisninger i nattelivet, på arbejdsmarkedet og på boligmarkedet alene på grund af deres etniske ophav. Ingen skal udsættes for racisme og diskrimination,« understreger Samira Nawa (R).

Rosa Lund fra Enhedslisten er enig:

»Racisme og hadforbrydelser har været et problem i Danmark i alt for mange år. Vi har alle sammen set de forfærdelige videoer og hørt historierne om tilfældige mennesker, der bliver overfuset udelukkende på baggrund af deres hudfarve, og derfor er den her handleplan et vigtigt skridt for at sikre, at alle kan få lov til at være dem, de er,« siger hun.

Partierne er enige om, at arbejdet med handlingsplanen påbegyndes med en afdækning af viden om racismens omfang og karakter, hvorefter de politiske drøftelser vil finde sted i anden halvdel af 2022.

På finansloven for 2022 er der afsat 8,2 mio. kr. i 2022 og 8,1 mio. kr. årligt i perioden 2023-2025 til en styrket indsats mod hadforbrydelser. Aftalepartierne er enige om at anvende nogle af disse midler til en handlingsplan mod racisme.

Relaterede artikler

Nyeste artikler