15.3 C
Randers
onsdag, oktober 5, 2022

Partnerskab skal give veteranindsatsen et markant løft

I april etablerede forsvarsminister Morten Bødskov sammen med en række markante aktører et nyt partnerskab om veteraner. Nu er partnerskabets hensigtserklæring underskrevet og vedtaget – og dermed får indsatsen for Danmarks veteraner endnu et markant løft.

Mindre bureaukrati, styrket samarbejde mellem kommuner og Veterancentret og en bredere anerkendelse af veteranerne. Det er nogle af pejlemærkerne i det partnerskab, som forsvarsminister Morten Bødskov etablerede sammen med Dansk Industri, Dansk Erhverv, Kommunernes Landsforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Danmarks Veteraner i april.

Nu har alle parterne underskrevet og vedtaget partnerskabets hensigtserklæring – og dermed kan arbejdet i partnerskabet for alvor gå i gang.

»5. september var Danmark klædt i rødt og hvidt til ære for Danmarks udsendte. Men indsatsen for vores veteraner sker hele året rundt. Det nye Partnerskab om Veteraner skal netop sikre, at vi står sammen om det sociale ansvar over for de skadede veteraner på tværs af stat, kommuner og arbejdsmarked. Med hensigtserklæringen skaber vi nu et samlet forum for arbejdet. En klar styrkelse af veteranindsatsen i Danmark,« siger forsvarsminister Morten Bødskov.

Partnerskabet har til formål at anerkende vores veteraner og støtte skadede veteraner i at komme tilbage i et arbejdsfællesskab til gavn for både arbejdsmarkedet, veteranerne og deres familier.

Derudover skal partnerskabet bidrage til, at Danmark står stærkere og er bedre rustet til at håndtere fremtidens udfordringer i den hastigt foranderlige sikkerhedspolitiske virkelighed.

Gennem samarbejde, videndeling og fælles indsatser vil parterne arbejde for:

● Flere skadede veteraner i job.

● Bredere anerkendelse af veteraner i kommuner og virksomheder.

● Anerkendelse af virksomheder og kommuner, der gør en forskel for veteraner.

● Styrkelse af samarbejdet mellem Forsvarsministeriet, kommuner og erhvervslivet.

● Videreudvikling af eksisterende tiltag vedrørende veteraner og beskæftigelse.

Parterne mødes mindst én gang årligt for at drøfte status og effekt af det seneste års indsatser samt fokus på det kommende års arbejde.

Relaterede artikler

Nyeste artikler