-3.7 C
Randers
torsdag, november 21, 2024

Pas på hundepoterne i frostvejret: Vejsalt er smertefuldt

Når temperaturen rammer frysepunktet, bliver vejene saltet. Dette afhjælper glatte veje, men vejsalt er en smertefuld oplevelse for hunde. Dyrenes Beskyttelse opfordrer derfor til at smøre hundens trædepuder med potevoks inden gåturen.

Hundens poter består af tæerne, hvor trædepuderne er placeret på undersiden. Huden mellem hundens tæer er typisk dækket af lidt pels som varierer efter race. I denne pels kan is og sne samle sig. De bløde trædepuder er heller ikke lavet til at gå på det grove vejsalt, og derfor er det vigtigt at passe ekstra godt på poterne, når vejene saltes.    

»Det kan være man oplever, at hunden pludselig virker sløv, når man går tur med den om vinteren. Ofte er det er resultat af, at hundens poter er ømme pga. vejsalt. Den salt der spredes på vejene, udtørrer poterne og kan lave sprækker eller sår, som er pinefulde for hunden,« siger Jens Jokumsen, familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.

Smerten kan undgås

Den smertefulde udtørring af hundens poter kan undgås ved at smøre dem med potevoks inden gåturen. Potevoks er udviklet som et forbyggende middel til alle hunderacer, der forhindrer, at din hund får sår og sprækker på trædepuderne.

»Potevoksen skal på, så snart vejene saltes. Hvis hunden først har dannet sår og irritationer, kan man ikke smøre voksen på, og så skal der mere omfattende behandling til for at hjælpe hunden,« siger Jens Jokumsen og fortsætter:

»Det er en god ide at starte med én pote for at se, om hunden kan tåle voksen. Går det fint, bør det smøres på poterne inden hver gåtur. Efter turen skal poterne skylles i lunkent vand, for at fjerne saltrester, og kan med fordel efterbehandles med potevoks, så udtørring af poterne forebygges,« afslutter han.

Relaterede artikler

Nyeste artikler