Østjyllands Politi har modtaget anmeldelse fra en kvinde, hvis niece på 13 år søndag blev kontaktet af en mand i en bil, da den 13-årige pige kom gående på Nørre Boulevard i Randers.
Manden spurgte om vej og derefter, om pigen ville køre med ham. Pigen takkede nej, hvilket manden virkede uforstående over for, hvorefter hun gik fra stedet.
Anmelderen fortalte desuden, at hun havde været i kontakt med flere andre kvinder og piger, som skulle have oplevet nogenlunde det samme. Muligvis med den samme mand.
Østjyllands Politi har en god idé om, hvem manden kan være, og vil nu tage kontakt til ham for at finde ud af, hvad hans ærinde har været.