5.8 C
Randers
torsdag, januar 30, 2025

Politiet med appel til hvalpekøbere: Frem for alt – vær skeptisk

Politiet kommer nu med en opfordring, som i særlig grad er rettet mod hvalpekøbere.

Det sker i kølvandet på, at man i Nordjylland de seneste uger er stødt på såkaldte ‘hvalpefabrikker’ og har haft flere sager, hvor hunde har været udsat for det, der om minimum beskrives som ‘uforsvarlig behandling’.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det kan for eksempel være, at hundene har befundet sig i for små bure, at de ikke har fået mad eller vand, eller at de har været i udendørs løbegårde uden mulighed for at få varmen.

I pressemeddelelsen forklarer lederen af dyrevelfærdssektionen, politikommissær Henrik Jensen, at der i nogle tilfælde har været tale om det, man kalder ‘hvalpefabrikker’, hvor hunde – ofte de små og populære racer – bliver opdrættet og solgt, uden at formaliteterne er i orden, og ofte under usle forhold.

Men for tiden er det svært at afsætte hvalpene og hundene, da der ifølge Henrik Jensen ser ud til at være nået et »mætningspunkt« i markedet.

»Nogle af de her avlere prøver at lave nogle hurtige penge, men når det så ikke er muligt at afsætte hvalpene, kan de ende i små bure. Her har mange af dem boet under kritisable forhold. Opholdsstederne har ligeledes været snavsede og uhumske,« forklarer han og tilføjer:

»Vi kom ind til hunde, som gik på gulve, der var dækket med afføring og urin. Det er simpelthen ikke rimeligt at holde hund i sådanne omgivelser.«

Politiet råder derfor til, at man som køber er opmærksom. 

Særligt hvis man mistænker, at den hund, man gerne vil have, kan komme fra en hvalpefabrik.

»Så længe der er penge at hente og købere til hvalpene, så vil vi have rigtig svært ved at bekæmpe de her hvalpefabrikker,« forklarer politikommissæren.

Han råder til, at man læser op på, hvad danske dyreorganisationer og hundeorganisationer skriver om råd til købere, inden man anskaffer sig ny hund eller hvalp.

»Og frem for alt: Vær skeptisk. Vi har eksempler på, at sælgerne kører hvalpene hen i et andet hjem, hvor de så vises frem under mere ordentlige forhold,« forklarer Henrik Jensen.

I alt har politiet den seneste tid beslaglagt fem hunde, mens syv andre er blevet overdraget til Dyrenes Beskyttelse.

Hvis du mistænker, at en hund – eller andre dyr – bliver behandlet uforsvarligt, råder politiet til, at du eksempelvis kontakter Dyrenes Vagtcentral (på telefonnummer 1812) eller politiet (på telefonnummer 114).

Relaterede artikler

Nyeste artikler