Nicolai Estrup fra Dansk Folkeparti tager orlov fra sin stilling som leder i Randers Kommune for at kunne koncentre sig om sit politiske arbejde i Randers Kommune og Region Midtjylland.
Nicolai Estrup, der er medlem af både Randers Byråd, Regionsrådet i Region Midtjylland og Formand for Midtjyske jernbaner, har besluttet at tage orlov fra sit arbejde som leder i Randers Kommune.
Beslutningen kommer efter en periode, hvor hans politiske ansvar er vokset markant. Efter konstitueringen i Region Midtjylland har han blandt andet fået flere politiske opgaver og et større ansvar, som han ønsker at kunne prioritere fuldt ud.
»Når man får vælgernes tillid og et større politisk ansvar, følger der også en forpligtelse til at være til stede og gøre arbejdet ordentligt. Jeg har derfor valgt at prioritere politikken endnu højere og bruge mere af min tid på det ansvar, jeg er blevet valgt til at varetage,« siger Nicolai Estrup.
Nicolai Estrup har gennem en årrække været leder i Randers Kommune. Han lægger stor vægt på, at beslutningen om orlov ikke er et farvel til kommunen eller de mennesker, han har arbejdet sammen med.
»Min ledelsesfilosofi er, at en leder skal være synlig og nærværende, have fingeren på pulsen og være tæt på medarbejdere, borgere og pårørende. Det kræver tid og tilstedeværelse. Derfor mener jeg også, at det er det rigtige tidspunkt at give plads til andre kræfter i lederrollen, mens jeg selv kan fokusere fuldt ud på det politiske arbejde.«
Han understreger samtidig, at det bliver vemodigt at forlade lederjobbet for en periode.
»Jeg kommer til at savne medarbejdere, borgerne, de pårørende og mine kolleger. Jeg har været utrolig glad for mit arbejde som leder, og jeg er stolt af det, vi har opnået sammen. Men det er ikke et farvel. Det er et på gensyn.«
Med orloven får Nicolai Estrup bedre mulighed for at prioritere endnu mere tid, på det politiske arbejde både i Randers Kommune og i Region Midtjylland.
Han ønsker blandt andet at bruge den øgede tid på dialog med borgere, medarbejdere, sundhedsfaglige miljøer, institutioner og virksomheder samt på det politiske arbejde i de udvalg og organer, hvor han er valgt.
»Jeg glæder mig til at kunne være endnu mere til stede. Politik handler for mig ikke kun om møder og papirbunker. Det handler om mennesker, om at lytte og om at forstå den virkelighed, vores beslutninger påvirker. Den tid får jeg nu bedre mulighed for at bruge.«


