4.9 C
Randers
mandag, december 23, 2024

Politisk satire på Randers Teater

Den 28. februar 2022 indtager den anmelderroste forestilling Det Fortrolige Rum scenen på Randers Teater. En fremtidskomedie, der med dybdeborende satire, dokumentarisme og dramatik undersøger den lov, der bestemmer, hvad vi får – og ikke får – at vide.

Det Fortrolige Rum er en fremtidskomedie om Offentlighedsloven og Christiansborgs mørklagte gange. Det er en dybdeborende satire instrueret af Ina-Miriam Rosenbaum og skrevet af skuespiller og dramatiker Kristian Halken, som er både til at grine og græde over. Frank, spillet af Anders Budde Christensen, er journalist.

Frank bor i fremtiden, i Danmark anno 2068. Der er en mærkelig virus på spil, og Mette Frederiksen er stadig statsminister, selvom ingen har set hende i 30 år! Her i sin isolationsboble støder Frank på Offentlighedsloven, den lov, der styrer, hvad vi borgere må vide, og hvad vi ikke må vide. Frank begynder at grave dybt i paragrafferne men farer vild i Christiansborgs mørke.

Heldigvis griber journalist Sofie Buch Høyer ind og hjælper Frank og publikum med at forstå de snørklede paragraffer og konsekvenserne af dem. Et oprør ulmer og snart hvirvles Frank ind i politikerspin, tågesnak og papirer fyldt med sorte overstregninger. En virkelighed, han ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig i et demokratisk Danmark.

Om Det Fortrolige Rum

Forestillingen er blevet til i samproduktion mellem Projekt Glemmebogen og Teatret Svalegangen. Bag

Projekt Glemmebogen står skuespiller, instruktør og producent Ina-Miriam Rosenbaum. I 2017 stillede Projekt Glemmebogen skarpt på skattesagen mod Helle Thorning Schmidt med forestillingen Skattesagens Helte.

I 2019 kom turen til salget af DONG med forestillingen Corydong. I 2021 blev Irakkrigen sat under lup. Først med Scenekunstfilmen – En Retfærdig Krig, der havde premiere i marts 2021 og med forestillingen Den Retfærdige Kriger med premiere i november 2021.

Nu er hun aktuel med forestillingen Det Fortrolige Rum, som slutter projektet af for nu med et fokus på Offentlighedsloven.

Foto: Montgomery Studio

FAKTA

Spilleperiode: 28. februar 2022 kl. 19.30 

Varighed: ca. 95 minutter uden pause

Medvirkende: Skuespiller Anders Budde Christensen & journalist Sofie Buch Hoyer

Idé og instruktion: Ina-Miriam Rosenbaum

Manuskript: Kristian Halken

Scenografi og videodesign: Signe Krogh

Filmklipper: Nils Aasholm

Øvrige medvirkende: Sofia Mehlum, Søren Bang Jensen, Anna Ur Konoy, Henrik Weel, Karin Bang Heinemeier, Kristian Halken, Andreas Jebro, Solbjørg Højfeldt og Ina-Miriam Rosenbaum

Hvad siger anmelderne?

Halkens tekst fremstår højaktuel her efter to år med pandemi og undtagelsestilstande. Han rammer en velfungerende balance mellem det forklarende og det satiriske, som gør, at publikum underholdes fra start til slut, alt imens tankerne om de skiftende regeringers forsvar af offentlighedsloven og problemerne herved sættes i sving.

-uddrag fra Jyllands-Posten

Når en historie, der primært handler om en mand, der søger aktindsigt, er så sjov, tilfalder en betydelig del af æren også Kristian Halkens manuskript og hans blik for replikføring og det groteske.

-uddrag fra Iscene.dk

Det er det politiske engagement, der gør denne forestilling så levende. Det er iscenesættelsens timing, der gør den så morsom. Og det er vanviddet, der løfter den til fængende satire.

-uddrag fra Information

Relaterede artikler

Nyeste artikler