6.9 C
Randers
søndag, november 24, 2024

Projekt Ren Natur gør en forskel og skaber fællesskaber

Henover sommeren har 257 friske frivillige fra foreninger i Randers Kommune fyldt sække med tomme flasker, cigaretskod og dåser, som de har indsamlet i naturen. Foreningerne har været tilmeldt projekt Ren Natur. Her kan foreninger gøre naturen ren og samtidig tjene penge til klubkassen. Udover en renere natur har indsamlingerne skabt øget sammenhold i foreningerne.

For tredje år i træk har en masse frivillige fra foreninger i Randers Kommune brugt deres fritid på at samle affald i naturen. Deres indsats glæder Frank Nørgaard, formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune:

»De mange frivillige er rollemodeller for deres medborgere, når de går rundt med snappere og grønne poser og samler affald i naturen. Jeg håber deres synlige indsats for naturen vil få flere til at tænke sig om, inden de smider affald,« siger Frank Nørgaard, formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.

Foreningerne kan tjene op til 3000 kroner ved at samle affald. De mange foreningers indsats glæder også Louise Høeg, der er formand for sundheds, – idræts og kulturlivet i Randers Kommune: »Det er fantastisk, at så mange mennesker i foreningslivet i Randers Kommune vil være med til at gøre en forskel. Det er et fint koncept, der gavner både naturen og de mange foreninger i Randers Kommune, der kan tjene penge til klubaktiviteter,« siger Louise Høeg.

Fællesskab på tværs af generationer

Rideklubben I Harridslev var én af de mange klubber i Randers Kommune, der samlede affald i sommeren 2021.

»Vores medlemmer i klubben har en masse sammenhold omkring hestene. Vi var derfor meget tilfredse med at deltage i affaldsindsamlingen, for den var med til at styrke fællesskabet på tværs af familier og generationer. Her deltog medlemmernes forældre og søskende, som måske ikke interesserer sig for heste, men som gerne vil være en del af fællesskabet i klubben på en anden måde,« fortæller Line Nørgaard Jensen, formand for Harridslev Rideklub:

»Vi havde en hyggelig affaldsindsamling. Bilister, der kørte forbi på vejene, rakte “thumbs up” ud af vinduet. Der var en god stemning, som gav os følelsen af at gøre noget godt og være med til at støtte en god sag. Man burde måske gøre det til en tradition og en hel naturlig del af foreningslivet at lave affaldsindsamlinger til gavn for naturen og fællesskabet.«

De 3000 kroner, som Rideklubben i Harridslev tjente ved affaldsindsamlingen, skal bruges som tilskud til at købe en elevhest til klubben.

Fakta

Ren Natur er et affaldskoncept, hvor foreninger og klubber i 40 kommuner i Danmark samler affald i naturen. Foreningerne kan tjene op til 3000 kroner på at samle affald. Ren Natur er i 2021 sponsoreret af McDonald´ s Danmark, SPAR , Danske Bank og WestWind.

Læs mere om Ren Natur her

Relaterede artikler

Nyeste artikler