Alvorligt psykisk syge har ingen retssikkerhed, når de klager over tvang i psykiatrien. Det kan Psykiatrifonden afsløre efter en aktindsigt i klagesagsbehandlingen i Det Psykiatriske Patientklagenævn.
»Systemet beskytter de svageste dårligst. Det er helt urimeligt, at det her foregår i Danmark. Vi har et system, der ikke virker,« siger Psykiatrifondens formand psykiater Torsten Bjørn Jacobsen.
»Folk giver op. De får ikke deres sag prøvet. Den vilkårlighed og diskrimination, vores gennemgang viser, kan vi ikke leve med i et retssamfund.« Det siger Psykiatrifondens formand psykiater Torsten Bjørn Jacobsen efter at Psykiatrifonden har analyseret data fra en aktindsigt i behandlingen af patienters klager over anvendelse af tvang i psykiatrien, dvs. frihedsberøvelse og behandling med tvang. I et analysenotat gennemgår Psykiatrifonden afsluttede klagesager i Det Psykiatriske Patientklagenævn i 2018, 2019 og 2020 og kan dels konstatere lovbrud, dels lemfældig registrering af data og behandling af klagesager.
– Helt urimeligt, at det her foregår i Danmark
Frihedsberøvelse og tvangsbehandling er alvorlige indgreb i menneskers personlige frihed. De, der udsættes for indgrebene i Danmark, er alvorligt syge på grund af psykisk sygdom og derfor i en udsat og sårbar position. Tvang kan være en nødvendig, sidste mulighed for at beskytte den syge selv og/eller omgivelserne, men når man har en så udstrakt mulighed for at frihedsberøve et menneske, som psykiatriloven giver, skal det menneske have en lige så udstrakt retsgaranti og dermed sikkerhed for, at en klage over et uønsket indgreb bliver behandlet efter loven.
»Vores gennemgang viser, at systemet beskytter de svageste dårligst. Det er helt urimeligt, at det her foregår i Danmark,« siger formand for Psykiatrifonden psykiater Torsten Bjørn Jacobsen.
Et klagesystem, der ikke tager borgerne alvorligt
For alle sager under ét og for sager, hvori der indgår klager over frihedsberøvelse, var der en stigende tendens i sagsbehandlingstiden fra 2018 til 2020. I alle tre år oversteg den gennemsnitlige sagsbehandlingstid de 14 dage, der fremgår af Psykiatriloven og af §11 i Det Psykiatriske Patientklagenævns forretningsorden.