15.8 C
Randers
lørdag, juli 26, 2025

Randers-bureau fejrer 50 års jubilæum med musik i blodet

CB & Ole B. Booking har i årtier formidlet ikoniske musiknavne – og styrer stadig showet fra Randers

Det begyndte i det små. Helt præcist på et værelse i Hadsund, hvor en ung Karl Erik “Calle” Nielsen i 1969 begyndte at booke musikere fra sit barndomshjem. Det var starten på CB Booking – et lille bureau med store ambitioner. I dag, over 56 år senere, lever arven videre som CB & Ole B. Booking A/S med base i Randers.

Stig Ulrichsen, der i dag ejer bureauet og bor i Randers, har holdt fast i bureauets kerne: kvalitet og kærlighed til musikken.

»Efter 25 år i branchen er det stadig en fornøjelse at være en del af det,« siger han.

Historien har næsten karakter af en musikfilm. I 70’erne begyndte Calle at booke det dengang ukendte band McKinleys – og blev selv medlem af bandet. I 1973 rykkede han kontoret fra værelset til en lejlighed, og i 1975 fandt han en vigtig makker i impresario Ole B. Nielsen fra Assentoft. Sammen slog de sig ned i Randers, og CB & Ole B. Booking var født.

Ole B. fik senere også en central rolle i etableringen af Djurs Sommerland i 1982 – i samarbejde med hotelejer Børge Godsk Jensen – og satte dermed et andet markant præg på underholdningslandskabet.

Gennem årene har bureauet stået bag tusindvis af koncerter og turnéer med navne som Sweet, Slade, Showaddywaddy, Johnny Logan og Laban. Hovedkontoret i Randers blev et knudepunkt for musik og showbiz i Skandinavien. I 1996 døde Ole af Kræft, og i 2007 døde Calle. Det blev derfor Stig Ulrichsen, der måtte tage teten videre.

I 2010 ændrede Stig Ulrichsen kurs og valgte en ny strategi: Færre kunstnere, men stærkere profiler.

»Vi valgte at fokusere på koncerter til byfester, kulturhuse og musikhuse – og arbejde med navne, som folk virkelig kender og elsker,« forklarer han.

Det betyder et katalog fyldt med ikoniske navne: Suzi Quatro, Bonnie Tyler, Bellamy Brothers, Chris Norman, DR. Hook, Hot Chocolate, Spirit of Smokie og flere til. Klassikere, der stadig fylder haller og skaber fællesskab på tværs af generationer.

»Det er kunstnere, jeg selv har arbejdet med i pladebranchen og husker fra min egen ungdom. De nye navne overlader vi trygt til andre,« siger han med et grin.

CB & Ole B. Booking A/S er stadig at finde i Randers – og stadig et navn i dansk musikliv. 

Stig Ulrichsen sammen med den legendariske popgruppe Herman’s Hermits

Relaterede artikler

Nyeste artikler