14.8 C
Randers
mandag, september 16, 2024

Randers: Dramatik i Konservative Folkeparti

Et stort flertal af bestyrelsen i Konservative Folkeparti i Randers opfordrer byrådsmedlem og spidskandidat til næste byrådsvalg Daniel Madié om at trække sig. De mener, at Daniel Madié i flere tilfælde har udvist en adfærd, som ikke er en leder af den konservative byrådsgruppe værdig.

Bestyrelsesmedlemmerne skriver i en pressemeddelelse, at vælgerforeningen ikke alene har mistet tilliden til, at Daniel Madié kan samle og lede den konservative byrådsgruppe, men stiller nu også spørgsmål ved, om han er egnet til at repræsentere Det Konservative Folkeparti i Randers.

Det er bestyrelsesmedlem Morten Munk Andresen, som har udsendt pressemeddelelsen på vegne af 8 andre bestyrelsesmedlemmer.

Morten Munk Andresen forklarer, at den overvejende grund til opfordringen er at formand Christian Krogh og næstformand Christian Hartmann er blevet truet med politianmeldelse, og civilt søgsmål.

Det ønsker de ikke at stå model til, forklarer Morten Munk Andresen, og på den baggrund har Christian Krogh og Christian Hartmann trukket sig fra bestyrelsen.

»Vores opgave som bestyrelse er at gøre det bedste for partiet, og derfor mener vi, at det bedste er, at Daniel Madié træder tilbage, fordi han skaber for meget støj og uro« forklarer Morten Munk Andresen.

»Vi har en dysfunktionel byrådsgruppe, og det falder tilbage på gruppeformanden,« konstaterer Morten Munk Andresen.

Det er angiveligt ikke et nyt problem. Ifølge Morten Munk Andresen har det stået på i årevis.

Daniel Madié trækker sig ikke

Gruppeformanden erklærer klart, at han ikke ønsker at trække sig. Derfor vil Morten Munk Andresen ikke afvise, at et mistillidsvotum eller en eksklusion kan komme på tale. Han vil dog ikke alene tage initiativet, men det bliver i givet fald et flertal i bestyrelsen.

Han henviser til, at han på opstillingsmødet den 22. april blev valgt som spidskandidat med et overvældende flertal.

Den gang opstillede et flertal i bestyrelsen Morten Munk Andresen som modkandidat.

Her fik Daniel Madié 32 stemmer mod Morten Munk Andresens 14 stemmer.

»Der er jo medlemsdemokrati, og så må vi respektere det valg,« prioriterer Daniel Madié, og siger samtidig, at der er nogen som kan tåle at tabe et valg, og så er der andre, der ikke kan.

Morten Munk Andresen afviser, at det skulle være en spørgsmål om misundelse, og at det blev Daniel Madié, der blev valgt som spidskandidat ved generalforsamlingen den 22. april.

Underlig fremgangsmåde

Det ærgrer Daniel Madié, at der bliver udsendt en pressemeddelelse uden hans viden, og han ikke er blevet kontaktet i den forbindelse.

»De gængse partiregler er, at man vasker det beskidte tøj internt, og udsender en pressemeddelelse bagefter,« siger han, og uddyber:

»Alle mellemregningerne bør vi tage selv. Ellers er det svært at være i et parti,« påpeger han.

Medlem af bestyrelsen og byrådsmedlem Bo Vestergaard ikke medunderskriver på opfordringen, men er initiativtager til den ekstraordinære generalforsamling.

Daniel Madié vil gerne vente med at uddybe situationen til på tirsdag. Det gælder også påstandene om politianmeldelse og civilt søgsmål.

Den ekstraordinære generalforsamling finder sted allerede på tirsdag.

Læs pressemeddelelsen her

Randers konservative vælgerforening opfordrer spidskandidat Daniel Madié til at trække sig som spidskandidat før tirsdagens ekstraordinære generalforsamling.

Vælgerforeningen har ikke alene mistet tilliden til, at Daniel Madié kan samle og lede den konservative byrådsgruppe, men stiller nu også spørgsmål ved, om han er egnet til at repræsentere Det Konservative Folkeparti i Randers.

Daniel Madié har i flere tilfælde ikke udvist en adfærd, som er en leder af den konservative byrådsgruppe værdig.

Det er bestyrelsens oplevelse, at han optræder egenrådig og udelukkende styrer efter eget kompas. Politiske diskussioner, hvor uenigheder opstår, bliver desværre ofte lukket ned af Daniel Madié med, hvad der opfattes som en nedværdigende holdning og aggressive svar.

Senest har det udmøntet sig i trusler om bl.a. politianmeldelser af medlemmer af bestyrelsen, hvilket nu har medført at formand Christian Krogh og næstformand Christian Hartmann dd. har valgt at trække sig, da de ikke vil stå model til disse gangstermetoder der lægges for dagen.

Et massivt flertal i bestyrelsen for vælgerforeningen i Randers mener heller ikke, at det er ordentlighed, når Daniel Madié og Bo Vestergaard, nu indkalder til en ekstraordinær generalforsamling, med det ene formål at vælte den bestående bestyrelse, og hvor det åbenlyse formål er, at overtage den fulde styring af partiet.

På vegne af medlemmer af bestyrelsen i Konservative vælgerforening i Randers:

Morten Munk Andresen
Torben Møller Jørgensen
Christian Boldsen
Bia Ndamukunda
Morten Ballegaard Sørensen
Helle Weltz
Frederikke Noa Jung
Niels-Jørgen Thomsen
Byrådsmedlem Bo Ratz

Relaterede artikler

Nyeste artikler