9.1 C
Randers
lørdag, maj 11, 2024

Randers er medafsender på nye anbefalinger for socialområdet i hele landet

Randers Kommune er blandt de seks største kommuner som sammen med Tænketanken Mandag Morgen fredag 3. november præsenterer fem nye anbefalinger til regeringen, ekspertudvalg og civile organisationer om at gentænke velfærden på socialområdet. Initiativet kommer som svar på stigende udfordringer og økonomisk pres på særligt det specialiserede socialområde.

Formanden for Socialudvalget, Rosa Lykke Yde, deltager i præsentationen af anbefalingerne for regeringen, ekspertudvalg og civile organisationer på området og i en paneldebat om udfordringerne, som anbefalingerne adresserer.   

»Der er et kæmpe behov for at vi på landsplan drøfter, hvad god velfærd er på socialområdet. Hver dag står medarbejdere og skal prioritere om de skal bruge tid på at dokumentere eller gøre en reel forskel for en borger. Der er ikke råd til begge dele. Og vi kan i kommunerne ikke spare dokumentationen væk, for det er et lovkrav. Nu har vi sammen lavet fem anbefalinger, dem har jeg set frem til at præsentere,« siger Rosa Lykke Yde, formand for Socialudvalget i Randers Kommune.

Borgmester Torben Hansen er glad for anbefalingerne til regering, ekspertudvalg og civile organisationer:  

»De fem anbefalinger opfordrer til en fælles indsats på tværs af stat, regioner, kommuner og civilsamfundet. Og det er nødvendigt, at der nu bliver lyttet. Vi er endt i en uholdbar situation. Et stort økonomisk pres ligger på området blandt andet som følge af mange regler. Vi er nødt til at se på, hvordan vi får prioriteret det, der er målet med socialområdet – hvordan vi bedst bruger faglighed og engagement til at forebygge og støtte sårbare og udsatte børn, unge og voksne med komplekse behov, mennesker med handicap, misbrug og andre forhold der gør livet og hverdagen svær.« 

Arbejdet med at udarbejde anbefalingerne har også vist, at indsatsen står over for betydelige udfordringer.

Derfor præsenterer seks af landets største kommuner nu et katalog med fem anbefalinger rettet mod regeringen og ekspertudvalget på socialområdet. Målet er at skabe bedre vilkår for landets borgere, og særligt for de mest udsatte ved at styrke og prioritere indsatsen. 

De fem anbefalinger adresserer nogle af de største udfordringer på området. De fem anbefalinger er:

●  Skab de rette rammer om den forebyggende indsats 
●  Let den bureaukratiske byrde og ensret tilsynene 
●  Byg bro mellem forskning og praksis og prioriter kompetenceudvikling 
●  Lav lovgivning og rammer, der understøtter tværsektorielt samarbejde og helhedsorienterede indsatser 
●  Vær tydelig i den politiske prioritering 

Anbefalingerne skal også ses som en generel opfordring til, at alle på tværs af stat, regioner, landets øvrige kommuner, civilsamfund og borgere involverer sig i drøftelserne og arbejder sammen om at styrke det specialiserede socialområde. 

Se anbefalingerne her.

Kataloget er udarbejdet i samarbejde mellem København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers kommuner samt Tænketanken Mandag Morgen.  

Relaterede artikler

Nyeste artikler