-2.6 C
Randers
fredag, november 22, 2024

Randers: Fængslet for trusler med gevær

Østjyllands Politi fremstillede onsdag en 31-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for i går på en adresse i Randers C at have truet en 31-årig mandlig bekendt på livet ved at have peget på ham med et oversavet jagtgevær, mens han kom med flere truende bemærkninger. 

Den 31-årige sigtes for desuden for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder, da politiet under en ransagning fandt et oversavet jagtgevær i et kælderrum, som tilhører den 31-årige.

Han blev varetægtsfængslet i fire uger. Han nægtede sig skyldig, og kærede kendelsen.

39-årig i grundlovsforhør for bedrageri
Østjyllands Politi fremstillede senere en 39-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for to tilfælde af bedrageri i august ved at have købt brugte biler af private, som blev narret til at tro, at han havde overført penge til deres konti. 

Ifølge sigtelsen fremviste den 39-årige billeder af bankoverførsler, som dokumentation for betalingen. Det viste sig dog, at der ikke var overført penge. 

Den 39-årige sigtes desuden for vidnetrusler ved at have truet den ene af de forurettede for at få ham til ikke at fortælle noget til politiet.

Øvrige nyheder fra Østjyllands Politi
33-årig sigtet for indbrud  Østjyllands Politi fik natten til onsdag kl. 3.41 en anmeldelse fra en beboer på Absalonsgade i Aarhus C, som var vågnet ved, at nogen havde kastet en vase mod hans terrassedør. 

Beboeren havde kigget ud af vinduet, hvor manden, der havde kastet vasen, råbte, at han gerne ville ind. Det afviste beboeren dog og kontaktede i stedet politiet, der sendte en patrulje til området. 

Kort efter kom en ny anmeldelse – denne gang fra en beboer i en lejlighed på Fåborggade i Aarhus C. Her havde en mand knust en rude i opgangsdøren, gået ind i gangen og sparket en bagdør op og var gået ind i en lejlighed. Da han blev opdaget af beboeren, gik han fra stedet igen. 

En patrulje anholdt lidt efter en 33-årig mand, der svarede til signalementet, og som gik rundt på gaden i området. Han er foreløbigt sigtet for indbrud og for forsøg på indbrud.

Bilbrand i Hasle
Østjyllands Politi fik kl. 00.05 natten til onsdag en anmeldelse om, at der var brand i en bil, der holdt i en p-kælder på Bispehavevej i Hasle. En beboer havde hørt et brag og efterfølgende opdaget branden. 

Brandvæsnet fik slukket ilden, der ikke havde nået at brede sig til andre biler. Ingen personer kom til skade ved branden. 

Brandårsagen er endnu ukendt, men politiet mistænker, at den er påsat, og efterforsker nu sagen.

Sigtet for uberettiget opkald til 112
En patruljebil og en ambulance rykkede natten til onsdag kl. 3.44 ud til krydset Skejbybakkevej/Paludan-Müllers Vej i Aarhus N efter et 112-opkald fra en 27-årig mand, som sagde, at han var blevet påkørt af en bilist. 

Den 27-årige forklarede, at han var kommet gående over vejen, da han blev ramt af en bilist, som efterfølgende flygtede fra stedet. Da den 27-årige klagede over store smerter, blev han kørt med ambulance til skadestuen. 

Her kunne personalet dog ikke umiddelbart se nogen skader på den 27-årige, som bad om at få noget morfin til smerterne. Til gengæld kunne personalet fortælle politiet, at manden en time forinden havde været på skadestuen, hvor han havde bedt om morfin, fordi hans skulder var gået af led ved en anden ulykke.  Politiet mistænkte derfor, at den 27-årige havde opdigtet færdselsuheldet for at få noget morfin, og han blev sigtet for misbrug af faresignal ved at have ringet 112 uden grund. 

267 sigtelser uddelt under cyklistkontrol i Aarhus
Østjyllands Politis færdselsafdeling var tirsdag eftermiddag på indsats i Aarhus C, hvor der var særligt fokus på cyklisterne. 

Der var desværre rigtig mange cyklister, der ikke kørte efter færdselsreglerne, og politiet delte i alt 267 sigtelser ud. De 116 af dem blev givet for at køre imod ensretningen, mens 57 blev sigtet for at cykle i et fodgængerfelt. 

I gågaden blev 27 cyklister stoppet, og 12 blev sigtet for at cykle med mobilen i hånden. 

Cyklisterne kan nu se frem til bøder på mellem 700-1000 kroner. 

De mange sigtelser fordelte sig på følgende vis:

● 116 stk. kørsel imod ensretningen 
● 57 stk. kørsel i fodgængerfelt 
● 7 kørsel i gågade 
● 24 benyttet cykelsti venstre side 
● 21 cykling forbudt
● 12 stk. håndholdt mobil 
● 5 stk. kørsel på fortov 
● 5 stk. kørsel frem for rødt 

Mens færdselsbetjentene var i midtbyen standsede de også nogle enkelte bilister og motorcyklister, som de så overtræde færdselsloven. 

Det blev til 15 sigtelser:

● 4 motorkøretøj forbudt
● 3 uberettiget anvendt haveriblink 
● 2 overskredet spærrelinjer 
● 2 hastighed klip 
● 1 kørsel over for rødt lys 
● 1 for tæt på den forankørende
● 1 venstresving forbudt 
● 1 ej fastspændt styrthjelm.

Anholdt for narkokørsel havde kniv i bilen og oplyste falsk navn
En patrulje, der kørte på Paludan-Müllers Vej i Aarhus V, fik omkring kl. 10.30 øje på en ung mandlig bilist, som så meget nervøs ud, og som hurtigt kørte ned ad en sidevej, da han så politiet., 

Patruljen kørte efter, fik dirigeret bilen ind til siden og tog kontakt til føreren. Da den unge mand bag rattet virkede påvirket af stoffer, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel, og han blev visiteret, og bilen blev ransaget. 

Under det ene sæde lå en joint og i handskerummet lå en lille kniv. Begge dele blev han sigtet for at besidde. 

Bilisten opgav sit navn og personnummer på stedet, men lidt senere fandt betjentene ud af, at han havde opgivet navn og data på en anden person. I virkeligheden var den anholdte en 19-årig mand, som slet ikke har kørekort. Det blev derfor til yderligere to sigtelser – for falsk anklage og for kørsel uden førerret.

Færdsel
Tirsdag kl. 7.14 skete der et færdselsuheld i krydset Rymarken/Åby Ringvej i Hasle. En 38-årig mandlig bilist svingede til venstre mod Åby Ringvej og ramte ind i en 18-årig mand, som kom kørende lige ud på motorcykel. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Tirsdag kl. 10.02 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Markedsgade i Randers C. 

Tirsdag kl. 15.38 skete der et færdselsuheld på Herredsvej i Hornslet. En 54-årig mandlig bilist mistede kontrollen over sin bil, kørte ind over en cykelsti, videre ind over Orla Andersens Vej, inden han ramte ind i et hus på Herold Svarres Vej. Bilisten blev efterfølgende kørt til skadestuen, men var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. Da politiet havde mistanke til, at han kunne være påvirket af stoffer eller medicin, blev han sigtet, og der blev foretaget en blodprøve, der nu skal vise, om han var påvirket under kørslen. 

Tirsdag kl. 17.49 skete der et færdselsuheld i krydset Vennelystvej/R. Hougaards Vej i Randers SØ. En 32-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en 52-årig kvindelig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Tirsdag kl. 21.06 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Bugtrupvej i Kolind.


Relaterede artikler

Nyeste artikler